Af: Jens Chr. Pedersen, Kandidat til byrådet i Vesthimmerlands Kommune for Socialdemokratiet
Der er sikkert mange forskellige grunde til, at nogle mennesker vælger at stille op som kandidat til et byrådsvalg. Jeg er dog ret sikker på, at de fleste gør det, fordi de gerne vil gøre en positiv forskel på nogle områder, de synes, trænger til forandring.
Jeg stiller op som kandidat til byrådet i Vesthimmerland for Socialdemokratiet, fordi jeg gerne vil påvirke beslutningerne på særligt 2 områder.
Først de unge. Jeg har arbejdet med undervisning af børn og unge i hele mit arbejdsliv. Og i langt den største del af dette arbejdsliv har jeg haft med en særlig gruppe af unge at gøre. Denne gruppe har mange navne. De udsatte unge, de frafaldstruede unge, restgruppen og flere af samme slags. Fælles for disse betegnelser er, at de placerer problemet hos den unge selv. Jeg kan bedst lide betegnelsen unge med uforløst potentiale. Det placerer i hvert fald en del af opgaven hos andre end den unge selv.
Jeg har aldrig mødt en ung uden færdigheder og kompetencer. Men de er meget forskellige. Alligevel sender vi alle igennem det samme system, som desværre ikke får disse færdigheder i spil hos alle børn og unge. Underviserne vil de unge det bedste, men rammerne og kravene gør det ikke muligt at imødekomme de unge, der ikke får udbytte af læring ved hjælp af bøger.
Mit fokus vil være på at få de unge, vejledere, sagsbehandlere, uddannelser og virksomheder ind i et tæt samarbejde for at få motivationen og lysten til læring tilbage hos disse unge. Det er arbejdet i virksomhederne, der vækker motivation hos de unge og det er vejledere, sagsbehandlere og uddannelser, der så skal udnytte denne motivation til at hjælpe de unge i retning af den uddannelse, der skaber grundlaget for et godt arbejdsliv.
Og så de ældre. I min sidste periode i kommunalbestyrelsen i tidligere Farsø Kommune havde jeg æren af at være formand for Socialudvalget. Sammen med daværende socialchef Aksel Nyby deltog jeg i et temamøde om noget nyt inden for pleje af ældre, kaldet kvalitetsstandarder. Det var blevet besluttet, at private firmaer skulle kunne byde på opgaverne inden for ældreplejen, og det krævede, at opgaverne blev meget detaljeret beskrevet – også med hensyn til hvor lang tid, der skulle afsættes til den enkelte opgave. Jeg husker, at jeg tænkte, om man virkelig kunne sætte kvalitet og standard sammen til ét ord og få noget meningsfuldt ud af det.
Jeg forstår godt, at det er vigtigt for virksomhederne at vide, hvad man byder ind på. Men aldrig har man gjort så stor skade på forholdet mellem den enkelte medarbejder og de ældre, medarbejderen skal hjælpe. Når alt er beskrevet ned til mindste detalje, så forsvinder råderummet for den sunde fornuft hos den enkelte medarbejder. Vi kender alle eksempler på nærmest absurde situationer, hvor den tid, der er afsat til en opgave, slet ikke passer til den virkelighed, den enkelte medarbejder står i. Vi bliver nødt til at få medarbejdernes oplevelser hos de ældre langt mere med i tilrettelæggelsen af arbejdet fremover. Ikke mindst fordi vi har brug for at få mange flere unge ind i plejesektoren. Men hvem vil vælge et arbejde, hvor alt er styret af regneark, og hvor medbestemmelse er nærmest forsvundet?
Mit ærinde er ikke at fjerne private firmaers muligheder for at byde på opgaverne. Mit fokus vil være på at få de ældres og medarbejdernes kompetencer og behov langt mere i spil. Det skal vi blive bedre til, ellers frygter jeg, at flere nuværende medarbejdere vælger andre erhverv og at det bliver rigtig svært at tiltrække nye medarbejdere. Og vi har brug for flere varme hænder – ikke færre.