VESTHIMMERLAND: Sundhedsstyrelsen har netop offentligt planerne for revaccination af den næste del af befolkningen mod Covid-19.
I Region Nordjylland skruer man op for vaccinationerne, og opretter vaccinationssteder med tidsbestilling i alle nordjyske kommuner, herunder Vesthimmerland.
– Nu skal vi igen i gang med at vaccinere i større skala, og derfor udvider vi kapaciteten og mulighederne for at blive vaccineret i lokalområdet, siger Anders Cinicola, chefkonsulent i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.
I Vesthimmerland genoprettes vaccinationscenteret i Messecenter Vesthimmerland. Det vil være i drift fra uge 43.
Revaccination
Det sker, fordi flere borgere over 18 år nu inviteres til revaccination for Covid-19. I første omgang inviteres dem, som har været færdigvaccineret i over 6 måneder med Pfizer-vaccinen. De borgere, der tidligere er vaccineret med Moderna-vaccinen, vil forventeligt blive inviteret i starten af november.
-Den kommende tid inviteres mange nordjyder til 3. stik, og derfor skal der bestilles tid. Det vil være med til at minimere risikoen for kø, og vi kan sikre, at vi har den rette mængde vacciner med til de enkelte vaccinationssteder, lyder det videre fra Anders Cinicola.
Da mange personer bliver inviteret samtidigt, er det muligt, at man først kan bestille en tid til revaccination om nogle uger. Det er derfor fint at bestille tid til et senere tidspunkt om nogle uger, da de to tidligere vaccinationer fortsat vil virke, og effekten kun gradvist vil aftage.