Nyt gavlmaleri afsløret i Gedsted

GEDSTED: Der hvor gaderne Vesterbro, Østergade og Søndergade mødes i Gedsted, finder man centrum af byen og et trafikknudepunkt, hvor rigtig mange borgere passerer hver dag, eller stopper op for at mødes eller købe ind i byens dagligvare butik.

Her til eftermiddag var der netop stort fremmøde på dette centrale sted. Det var for at sætte prikken over i’et i Gedsteds nye byrum ”Under Stolen” med et nyt gavlmaleri.

Ligesom alle andre nyere kunstværker i Gedsted, indeholder motivet naturligvis en ged.

Gavlmaleriet er udført den vesthimmerlandske kunstnermaler Peer Poulsen fra Aars og forestiller ”Klods Hans” på geden.  

Gavlmaleriet er en del af områdefornyelsen i Gedsted, som den lokale beboer- og erhvervsforening har været primus motor for med byfornyelsesmidler fra Vesthimmerlands Kommune og Staten.       

 

 

Opgaven fra beboer- og erhvervsforeningen til Peer Poulsen lød: Et motiv man kan relatere til Gedsted.

Ved afsløringen at gavlmaleriet lod Peer Poulsen forstå, at han straks tænkte på H.C. Andersen eventyret ”Klods Hans”, først og fremmest på grund af geden, som han red på. Men ved nærmere eftersyn på gavlmaleriet, vil man også kunne se, at han ikke har en krage i hånden, som i eventyret, men en klods.

Formand for Gedsted Beboer- og Erhvervsforening, Doris Lauritzen er glad for denne detalje, hvilket referer til den landskendte Gedsted møbelvirksomhed Getama, hvilket ”stolen” midt i byen naturligvis også gør.

Det har taget Peer Poulsen sammenlagt 24 dage at tegne motivet og få det malet op i storformat på gavlen ved hjælp af en lift.

Man ser et stort og flot billede med Klods Hans på geden i forgrunden og flere af byens særprægede bygninger i baggrunden. Peer Poulsen har fået rigtig mange detaljer med på maleriet, som man bør kigge nærmere på når man kommer til Gedsted.

Til indvielsen havde Peer Poulsen også forfattet en sang til gavlmaleriet med titlen ”Stop op lille Hans”, Sangen gik på melodien Jens Vejmand så alle de fremmødte kunne synge med på eventyret om Klods Hans med relationer til Lerkenfeld, møbler m.m.

Også Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen var mødt frem til indvielsen. Han ville gerne ønske Gedsted hjertelig tillykke med byfornyelsesprojektet og det der er tilbage af det.

-Men jeg ønsker jer også tillykke med det synlige bevis på, at I er en aktiv by og at I forstår jer på kunst, lød det fra borgmesteren.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: