FARSØ: 10 foreninger deles om Klubhuset på Dronning Ingrids Vej i Farsø.
I nu over en måned, har foreningernes sammenlagt 387 medlemmer ikke kunnet mødes grundet forsamlingsforbuddet.
Medlemmerne, der alle er oppe i årene og ikke længere er på arbejdsmarkedet, bruger ellers det aktive hus flere gange ugentlig når foreningerne afholder deres aktiviteter.
Formand for Farsø Seniorklub, Lene Sørensen kan også mærke på medlemmerne, at de ønsker hverdagen tilbage igen. De mangler det sociale i at mødes med andre.
-Det er træls at vi ikke kan mødes. Vi har i seniorklubben, i nu over en måned aflyst det ugentlige banko, der hver gang har mellem 50-70 deltagere. Vi er godt klar over, at der kan gå en tid endnu inden vi kan spille banko igen. Men også vore kortspillere, billardspillere og sanggruppen savner at mødes, fortæller Lene Sørensen, der er opmærksom på at der skal tages særlige hensyn og laves foranstaltninger omkring afstand og afspritning, når medlemmerne mødes igen.
Også seniorklubbens udenlandsrejse i starten af juni er aflyst.
-Vi havde sådan glædet os. Men så længe grænserne er lukket og de lande vi skal besøge er hårdere ramt end Danmark, så siger det sig selv, at det ikke kan lade sig gøre. Og, for øvrigt, må vi, som det ser ud nu ikke være 50 personer i en bus. Vi håber det ser anderledes ud til efteråret hvor vi har en ø-tur til Mandø og Fanø med 2 overnatninger i Ribe, siger Lene Sørensen.
I denne tid tænker Lene Sørensen dog mest på de ældre der sidder isoleret hjemme og føler sig ensomme.
-Jeg synes dog, at vi er gode til at tage os af hinanden – og hilse på og hjælpe. Et telefonopkald kan have en stor betydning. Det bedste er dog, at vi bor i et område med masser af frisk luft og plads til at komme ud, slutter Lene Sørensen.
