FARSØ: I denne weekend lagde butikkerne i Farsø ud med udvidede åbningstider af hensyn til julehandlen. Sådan bliver de også de kommende weekender, hvor der kan handles frem til kl. 15.00 uden stress og jag.
Butikkerne gør også opmærksom på, at man i Farsø giver den service at pakke gaverne ind, så de er lige til at lægge under træet.
I dag søndag kunne man finde et julemarked bestående af 20 stande omkring Centertorvet i Farsø Rådhuscenter. Ud over julelækkerier var det også muligt at finde julepynt og særlige julegaveideer.
På Centergangen kunne man også få en snak med Spar Nord over en æbleskive.
I julemandens værksted kunne børn tegne og flette julehjerter og julestjerner mens mor og far var på juleindkøb.