Buskøreplaner passes til

VESTHIMMERLAND: NT-projektet “Styrkelse af Det nordjyske Hovednet i vest” er et 3-årigt forsøgsprojekt løbende fra sommer 2019 til sommer 2022

hvorunder serviceniveauet på en del af Hovednettet forbedres, sådan at der hele året vil være mindst én afgang pr. time i følgende tidsrum: Hverdage kl. 05 – 23, Lørdage kl. 08 – 23 og Søndage kl. 09 – 23. 

Timedrift på mest brugte ruter
I Vesthimmerlands Kommune bliver følgende rutestrækninger omfattet af timedrift i forsøgsperioden: Løgstør – Aars – Hobro (rute 57), Farsø – Aars – Støvring/Aalborg (rute 951X/67/52), Aalestrup – Aars – Støvring/Aalborg (rute 52/960X)Rønbjerg/Løgstør – Nibe – Aalborg (rute 950X/50).
 

Især for strækningerne Aalestrup-Aars og Løgstør-Aars-Hobro bliver der tale om en markbar forbedring i forhold til betjeningsniveauet i dag. 

Større lokalruter
Forbedringen af Hovednettet kan overvejes suppleret med en styrkelse af betjeningen i kommunens vestlige del (V. Hornum, Overlade, Ranum m.fl.) samt mellem Østrup og Farsø, hvor rutenettet er rent kommunalt finansieret og dermed ikke omfattet af Hovednettets opgradering.
 

Hvis alle forslag til nedlæggelser sættes i værk, skønner NT en øget anvendelse af Flextur og Plustur til en årlig merudgift på 11.000 kr. 

Telebusruter (skolebusruter)
Omkring reduktionerne har især været fokus på den ikke-lovpligtige skolekørsel, herunder ekstra hjemkørsler fra folkeskoler af hensyn til “SFO”-elever, kørsel på tværs af skoledistrikter af hensyn til mulighed for frit skolevalg og kørsel til/fra friskoler specielt af hensyn til friskolers elever
 

Generelt er der på tværs af kommunen meget forskellige muligheder for befordring i.f.m. ”det frie skolevalg”. Det afhænger dels af elevens bopæl, dels af hvilken alternativ skole eleven ønsker at benytte, og endelig selvfølgelig om der er busbetjening på den relevante strækning. 

Hvis alle forslag til nedlæggelser sættes i værk, skønner NT en øget anvendelse af Flextur og Plustur til en årlig merudgift på 35.000 kr. 

Flextur
NT Flextur giver borgere mulighed for at blive kørt fra adresse til adresse og fungerer som et supplement til NT’s rutenet. Med den udvidede busbetjening på Hovednettet suppleret med NT Plustur kunne det overvejes at gøre vilkårene for brug af Flextur mindre gunstige. Det skulle i så fald ske ved at øge taksten fra 5,50 kr./km til 8,50 kr./km (mindste betaling er 35 kr. pr. bestilt tur). Denne takstforhøjelse skønnes at ville aflede en årlig besparelse på minimum 0,2 mio. kr. Nuværende årlig udgift er ca. 0,75 mio. kr., svarende til en stigning på ca. 60% siden 2014.
 

Det skal her iagttages, at Hovednettet og Plustur tilsammen langt fra altid vil kunne erstatte det transportbehov som Flextur i dag dækker. F.eks. udløses muligheden for en Plustur kun ved rejse i kombination med bus eller tog, hvor bus-/tog-delen skal udgøre mindst halvdelen af den samlede rejse. Passagerer, der i dag benytter de rutestrækninger som ovenfor foreslås nedlagt, vil derfor i langt de fleste tilfælde være henvist til Flextur. 

Omvendt kunne overvejes en reduktion af taksten til 4,00 kr./km. Det skønnes som følge af øget brug at ville aflede en merudgift på op mod 0,45 mio. kr. 

Vesthimmerlands Byråd har via afsættelsen af 4 x 275.000 kr. over årene 2019-2022 godkendt kommunens deltagelse i forsøgsprojektet ”Styrkelse af Det Nordjyske Hovednet i Vest”. 

Har været i høring
Forslag til ændringer i lokale busruter, har været sendt i høring blandt kommunens skoler og uddannelsesinstitutioner i perioden 19. december 2018 til 10. januar 2019. De er indkommet fire høringssvar. Der blev desuden den 7. januar 2019 for samme målgruppe afholdt et orienteringsmøde, hvor ændringsforslagene blev uddybet.
 

Vesthimmerlands Kommunes Teknik- og Miljøudvalg tager på sit møde den 4. marts endelig stilling til, hvilke ændringer i NT’s køreplaner, der ønskes iværksat på de lokale busruter. 

De nye køreplaner træder i kraft 11. august 2019.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: