VESTHIMMERLAND: Langt over 100 var mødt op i Aktivitetscentret i Aars, da Ældresagen i Vesthimmerland (Afdelingerne i Farsø, Aalestrup, Løgstør og Aars), i dag, bød indenfor til orientering og debat om den nye Sundhedsaftale, som træder i kraft til sommer.
Mødet var veltilrettelagt, og det blev styret og gennemført på en konstruktiv og afvekslende måde af Jørgen Gravesen fra Ældresagen Farsø.
I politikerpanelet, som bestod af medlemmer i Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune sad Palle Jensen(A), Pia Buus Pinstrup(K), Lise Lotte Lykke Jensen(DF), Morten Mejdal(V) og Per Bisgård(V), der alle svarede godt for sig.
Der var stor enighed om, at udkastet til den nye sundhedsaftale er OK. Dog efterlystes et lettere tilgængeligt ordvalg visse steder.
Et af emnerne som optog alle, var vigtigheden af spørgsmålet om gode overgange – godt samarbejde mellem Region/Sygehus og Kommune. Vesthimmerlands Kommune får ros, for at være en af de kommuner i Nordjylland, der klarer sig bedst på området.
Kommunerne får en større rolle i processen og Vesthimmerland føler sig klar til opgaven med de nye akutpladser på Plejecenter Højgården, rehabiliteringspladser på Kærbo i Ranum og aflastningspladser – vel vidende, at behovet for ressourcer vil stige i årene fremover.
Også lægemangel og fremtidens sundhedshuse gav anledning til spørgsmål.
Planerne om et lægehus m.m. i Aalestrup er ved at være klar. Vesthimmerlands Kommune betaler for selve lægehusdelen mens fonde og en borgerindsamling betaler de øvrige “afdelinger” i huset (tandlæge, apotek m.v.).
I Farsø arbejdes der videre med planerne om et Sundhedshus med mange funktioner i tilknytning til sygehuset.
Der var stor enighed om troen på, at Farsø Sygehus vil bestå – også efter at det nye supersygehus i Aalborg tages i brug.
I problemstillingen puljetildeling/bloktilskud var der delte meninger i politikerpanelet:
”Det er besværligt at bestyre puljemidler. Der skal bruges mange ressourcer på kontrol og administration for hver tildelt pulje”.
“Det er nemmere, hvis midlerne er med i bloktilskuddet. Det kræver ingen særforanstaltninger. Man må så forhandle sig frem til en retfærdig fordeling af midlerne”.
Sidste spørgsmål drejede sig om “utilsigtede hændelser”. Konklusionen var, at det aldrig kan undgås, men at man må lære af de fejl, der opstår, men selvfølgelig skal man altid gøre det ypperste for, at de ikke opstår.
