2700 gymnaster indtager halgulvet i Farsø

FARSØ: Vinterens anstrengelser, glade stunder og fysiske udfoldelser kommer til udtryk, når DGI Nordjylland afholder en af sine forårsopvisninger i Farsø. 

I dag og i morgen kan man få en gymnastikoplevelse ud over det sædvanlige, når gymnasterne fra 53 hold fra egnens gymnastikforeninger og efterskoler giver opvisning i Dronning Ingrid Hallerne. 

Traditionen tro er der masser af flot og inspirerende gymnastik i vente når gymnasterne – store som små – uøvede som øvede – går på gulvet for at vise, hvad vinteren er blevet brugt til i gymnastiksalen.

 

Fra krudtugler til topgymnaster

Efter tur vises de forskellige facetter af gymnastikken, og det er netop det unikke ved opvisningerne, at her er alle fælles om deres idræt og kan nyde den sammen på tværs af alder og niveau.

 

Til børneopvisningerne vil de yngste gymnaster lave flotte fejesving og måske vise at de mestrer en kolbøtte, mens man kan forvente fantastiske flik flak og dobbeltsalto med skrue til junior- og voksenopvisningerne.

 

Nye holdtyper og fællesskab på tværs 

De mange nye holdtyper som f.eks. akrobatik og dance & performance viser, at gymnastik som idrætsgren udvikler sig, og at foreningerne er med fremme når det gælder nye tilbud og træningsformer til medlemmerne.

Der er blevet brugt mange timer på at træne til denne opvisning og både springhold og rytmegymnasterne fra de mange foreninger og efterskoler glæder sig hvert år til disse festdage, hvor de får lov til at vise hvad de kan i nogle fantastiske rammer.

 

-Forårsopvisningen er et af de af de arrangementer vi ser frem til i løbet af sæsonen, fortæller Tove Douglas fra Ullits Gymnastikforening og fortsætter: -Det er afslutningen på sæsonen og en dag, hvor vi kan være sammen om gymnastikken og få en fantastisk oplevelse.

 

Igen i år er det et samarbejde mellem gymnastikforeningerne i Vester Hornum, Ullits og Aars der sammen med DGI Nordjyllands gymnastikstævne udvalg arrangerer opvisningen i Farsø.

 

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: