VESTER HORNUM: Fredag inden påskeferien var officielt, landet over, udnævnt til "Sangens dag".
I den anledning havde DR udlovet 200.000 kr. i puljer á 10.000 kr. til aktiviteter med musik og sang.
Vester Hornum skole søgte og fik tildelt en pulje på kr. 10.000, som blev brugt til at hente 2 gæstelærer fra henholdsvis Aalborg Kulturskole og Brønderslev musikskole til Vester Hornum.
Eleverne fra 3.-6. klasse blev delt i 2 hold med hver sin gæstelærer og lavede henholdsvis stump og korsang. Over middag var der stor koncert for resten af skolens elever og de forældre, der havde mulighed for at møde op.
Indskolingseleverne brugte ”Sangens dag” til at synge og lege sanglege og overbygningseleverne arbejdede bl.a. med lyrik og sange fra kulturministeriets kulturkanon.
Dagen var en rigtig god dag, hvor både stemmebånd og krop var i centrum og det var opstemte og glade elever og lærere der efterfølgende kunne tage hjem på påskeferie.