Forside Blog

Ny Home-indehaver har ansat tidligere kollega

Peter Asbjørn og Camilla Kristensen, der begge har taget deres ejendomsmægleruddannelse i Farsø, har nu åbnet en Home ejendomsmæglerbutik i Aars.

VESTHIMMERLAND: Ejendomsmægler Peter Asbjørn Poulsen, der står bag ejendomsmæglerkæden Home’s etablering i Vesthimmerland med kontor i Aars, har lige ansat sin første kollega.

Kamilla fra Farsø
Det er ejendomsmægler Kamilla Kristensen, 37 år, der kommer fra en stilling som ejendomsmægler hos EDC i Farsø.

Og det var faktisk også her, hvor Peter Asbjørn og Kamilla arbejdede sammen i halvandet års tid, at de fandt ud af, at de gik rigtig godt i spænd som kolleger.

-Vi har bare god kemi og respekt for hinandens evner og faglighed, så da jeg fandt ud af, at jeg skulle være indehaver i Home-kæden, var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville have Kamilla med på holdet. Og nu er det heldigvis lykkedes, at få mit eget ’dream team’,” siger en glad Peter Asbjørn Poulsen, der med sine 29 år en af de yngste indehavere i Home-kædens 185 butikker.

Kamilla Kristensen tiltrådte som ejendomsmægler i Home i Aars, der dækker hele Vesthimmerland, allerede den 1. maj, inden mæglerbutikken var helt på plads.

-Jeg glæder mig til samarbejdet med Peter Asbjørn. Vi har en fælles opfattelse af, hvordan tingene skal gøres, og det glæder jeg mig til at føre ud i livet, fortæller Kamilla.

Et godt sted at være barn
Hun har været vidt omkring i sit arbejdsliv – dog altid inden for salg – og hun er blandt andet uddannet materialist.

-Siden handelsskolen har jeg altid sagt, at jeg skulle lære at ’sælge sand i Sahara’, og siden har jeg takket ja til de muligheder, der er kommet min vej og har på den måde haft fornøjelsen af, at komme hele vejen rundt i salgsverdenen, fortæller Kamilla, der er opvokset i Farsø, men flyttede til Aalborg i en årrække, da karrieren trak hende i den retning.

Siden 2017 har hun igen boet i Farsø sammen med sin kæreste Torben og deres sønner Anton og Arthur.

-Farsø har jo bare det hele, og det er et dejligt sted for børn at vokse op og få god tid til at være barn, fortæller Kamilla, der faktisk har haft en drøm om at blive ejendomsmægler, siden hun gik på handelsskolen. Men på det tidspunkt var temperamentet ikke lige til mere tid på skolebænken.

Mens hun var på barsel, voksede lysten dog til at forfølge den gamle karriereplan, og hun fik overbevist den lokale EDC-mægler om at ansætte hende i en trainee-stilling.

Så i 2018 gik Kamilla fra at sælge ’sand i Sahara’ til at sælge ’boliger i Vesthimmerland’, og i 2021 fik hun uddannelsen som ejendomsmægler i hus.

Bløde værdier i stedet for spidse albuer
Kamilla er glad for, at hun forfulgte drømmen om at blive ejendomsmægler.

-Jeg føler, jeg er havnet på rette hylde, men jeg passer slet ikke på fordommen om en ejendomsmægler med fuld fart på og ’spidse albuer’. Jeg elsker at møde nye folk, tage mig god tid til at lære dem at kende og hjælpe dem helt i mål med deres boligplaner, fortæller Kamilla og uddyber:

-Faktisk er det bedste, jeg ved nøgleoverdragelsen, når handlen er på plads, hvor jeg kan se og mærke, at både køber og sælger er glade. Det er meget tilfredsstillende, siger hun med et smil.

I den første måned i sit nye job hos Home Aars arbejdede Kamilla hjemmefra, indtil Home-butikken var klar til at tage i brug.

Nu glæder jeg mig rigtig meget til at møde kunderne, siger Kamilla.

Også Peter er helt igennem lokal
Igennem et godt stykke tid har man i ejendomsmæglerkæden Home været på udkig efter den helt rigtige ejendomsmægler og den rigtige beliggenhed til at flytte ind i Aars med en ny mæglerbutik. Og med 29-årige Peter Asbjørn Poulsen var der et match.

Han bor og har altid boet i Aars og er også udlært som ejendomsmægler i området – dog med en afstikker til EDC i Randers de seneste par år.

-Jeg ville ud og prøve kræfter med noget andet, og det har været fedt, fortæller Peter Asbjørn Poulsen.

Da muligheden for et samarbejde med Home bød sig, var han ikke i tvivl om, at han ville vende hjem

-Jeg er virkelig glad for at være tilbage i min egen ’baghave’. Det er her, jeg kender hver en villavej og sidegade, og det er området her, mit hjerte banker for,” fortæller Peter Asbjørn, der startede i ejendomsmæglerbranchen tilbage i 2015 som led i sin uddannelse til Finansøkonom. I 2019 kom uddannelsen til ejendomsmægler i hus. 

Med sin mæglerbutik, der også dækker Farsø, Løgstør, Ranum, Gedsted m.fl. er Peter Asbjørn således helt på hjemmebane i det vestlige Himmerlands boligmarked,

-Det er en drøm for mig at blive selvstændig. Jeg glæder mig rigtig meget til at tilbyde boligejerne i Vesthimmerland et alternativ til de etablerede mæglere, fortæller Peter.

Fuldt fokus
Peter Asbjørn og Kamilla Kristensen starter fra bunden, uden boliger til salg, men det mener Peter kun er positivt for boligejere, der vil sætte til salg hos Home Aars.

-Hos os skal boligen og boligejeren jo af gode grunde ikke dele opmærksomheden med andre kunder. Man får vores fulde fokus, påpeger han, men satser selvfølgelig på i løbet af kort tid at bygge et udvalg af boliger op til interesserede købere.

Åbningen af den nye Home-butik i Aars skal selvfølgelig fejres.

-Vi holder en reception den 1. juli, hvor man er velkommen til at komme og hilse på og få lidt godt til ganen, siger Peter Asbjørn.

Runde grunde fjernes på Iduns Vej

Lige nu fjernes jordvoldene omkring de runde grunde på Iduns Vej. Grundene gøres firkantede og nogle ændres i grundstørrelse.

FARSØ: En ny og netop godkendt lokalplan har gjort det op med runde grunde i Idunsvej udstykningen i Farsø. Det er sket med stor borgerinddragelse og dialog.

Entreprenørmaskiner er derfor lige nu ved at fjerne de jordvolde, der har omgivet udstykningens udskældte runde grunde. Nu gøres matriklerne firekantede, ligesom der etableres tre miniparceller.

Desuden fjernes der høje træer i den sydlige del af udstykningen som vil give et bedre lysindfald. Også vild beplantning vil blive skåret tilbage, ligesom der vil blive lagt nyt stenmål på udstykningens stier.

Formålet med omlægningen er at gøre op med primært de runde grunde, som ikke har været særligt efterspurgte, og dermed har sat grundsalget i stå. De ændres derfor nu til mere traditionelle grunde med skel og hjørner. Desuden kommer der tre små grunde, som vil henvende sig til husbyggere som ønsker en mindre have. En trekantet grund inddrages til fællesareal og til udvidelse af regnvandssøen.

Ud over ændring af grundene gives der også mulighed for plantning af hæk. Befæstelsesgraden hæves til 50% og byggehøjden ændres fra 11 til 9 meter.

Sådan ser den nye lokalplan og grundplan ud for Idunsvej. 10 tidligere runde grunde gøres firkantede. En grund ændres til tre miniparceller og en trekantet grund sløjfes og inddrages til fællesareal.

Spadestik taget til nye boliger i Hvalpsund

I mandags blev der taget spadestik til de seks nye almenboliger på lystbådehavnen i Hvalpsund, der vil blive opført af Aars Boligforening. Der blev taget hele tre spadestik af henholdsvis borgmester Per Bach Laursen, formand for Aars Boligforening Jørn Jensen og hvalpsundborger og byrådspolitiker Lars Andresen. Yderst til venstre ses direktør for Aars Boligforening Brian Larsen.

HVALPSUND: Mandag morgen blev 1. spadestik – eller snarere de 3 første spadestik, taget til 6 nye boliger på lystbådehavnen i Hvalpsund, opført af Aars Boligforening.

3 spadestik
For de tre spadestik stod først formand for Aars Boligforening Jørn Jensen, dernæst Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen og endelig byrådsmedlem – og ikke mindst borger i Hvalpsund med stort engagement i udviklingen af Hvalpsund, Lars Andresen.

Lokal arbejdsgruppe tog kontakt for 3,5 år siden
Men allerførst fortalte direktør for Aars Boligforening, Brian Larsen om de nye boliger i Hvalpsund.

-For 3,5 år siden da jeg startede i boligforeningen, da gik der ikke ret mange dage før der stod en lokal arbejdsgruppe her fra Hvalpsund og sagde: Vi vil rigtig gerne have nogle boliger i Hvalpsund. Er det ikke noget boligforeningen vil bygge, blev der spurgt. Og det synes vi faktisk var en rigtig god idé. Men når en boligforening skal bygge nye boliger, så tager det altid lidt tid for at få aftaler på plads. Og derfor er jeg glad for at det blev Aars Boligforening der blev valgt til at bygge her i Hvalpsund. Og jeg er også glad for at vi nu endelig er klar til at tage det første spadestik. Aars Boligforening bygger rigtig mange steder i øjeblikket. Ud af de 43 boliger der står klar om lidt i Aars, Gedsted og Vegger er der kun tre der er ledige. Og det har vi det rigtig godt med. Det viser at behovet for almenboliger er der i hele Vesthimmerland. Det kunne være dejligt med denne skønne beliggenhed i Hvalpsund, at det ovenikøbet bliver nye tilflyttere til Vesthimmerland, der flytter ind. Vi tror at dette projekt i Hvalpsund bliver en god succes. Og derfor har vi også allerede sendt en tegning på den gule bygning(Marina). Der synes vi også, at det kunne være oplagt at bygge lidt flere almene boliger, når vi har fået lejet de 6 boliger vi skal til opføre nu.

Udviklingen er i gang i Hvalpsund
Fra formand for Aars Boligforening, Jørn Jensen lød det: – Jeg har set hvad der er sket her i Hvalpsund over de senere år, og jeg vil sige at vi vil gøre vores ypperste for at følge med jer her i Hvalpsund. For det I har lavet ovre omkring havnefronten det ser hammer-godt ud. Det kan I godt være stolte af. Vi forsøger at lægge os i selen og levere noget pænt og ordentligt byggeri.

Borgmester Per Bach Laursen sagde: -Jeg glæder mig til dette byggeri. Det har været mange år undervejs. Det er rigtig det du siger Brian. Fokus på Hvalpsund har været der i mange år fra Byrådets side af. Der er lavet en lokalplan og det er grunden ti,l at vi nu kan bygge her. Og området oppe bagved (Marina – red) er ganske rigtigt klar til at bygge videre på, men det er den investor der kommer med det bedste projekt og byder mest, der får opgaven. Og her mener jeg at Aars Boligforening har budt ind med rigtig gode projekter. Og på kommunens vegne, vil gerne sige tak, fordi I kigger på de mindre samfund, for det har vist sig de senere år, at det kan man godt – og boligerne kan lejes ud.

Kan blive startskuddet til endnu mere spændende boligbyggeri
Lars Andresen sagde: -Tak fordi jeg må komme her i dag for at tage et spadestik til et byggeri i min egen hjemby. Jeg var med i 2013 og 2014 da vi lavede den nye lokalplan for området. Det foregik oppe på Restaurant Marina med 2 borgermøder med inddragelse af hele Hvalpsund og omegn samt forvaltningen. Så det er 8 år siden lokalplanen blev vedtaget i Byrådet, og det er nu vi høster frugterne af det arbejde der blev gjort dengang for at bygge boliger her på havnen. Så det har vi glædet os rigtig meget til. Og det er rigtigt, at jeg har været i røret til Brian en gang imellem for at høre hvad det sker efter at det blev offentliggjort, at der kommer nogle lejligheder hernede. Vi vil gerne åbne for muligheden for, at man kan sælge sit hus eller sin landejendom for at flytte til noget mindre – noget almennyttig. Så vi synes det er en rigtig god ting der sker med disse boliger sammen med en masse andre ting i områdefornyelsen i Hvalpsund. Personligt synes jeg, at det her byggeri godt kan blive startskuddet til noget rigtigt spændende. For hvis det bliver en succes, så gad vide hvad der kan ske af boligbyggeri heromme bagved eller nede på vinteropbevaringspladsen. Der er mange potentialer og muligheder.

Projektet omfatter en træbygning i et-plan, opført som rækkehus, indrettet med 6 stk. 3- værelses lejligheder på hver 90m2, med egen carport.

Står klar til indflytning næste forår
Der er allerede etableret forsyning til de nye boliger på lystbådehavnen i Hvalpsund som får adressen Fjordvej 22, og selve opførelsen går i gang i denne uge. Beboere vil kunne flytte ind i marts/april måned 2023. På det tidpunkt vil omlægningen af Fjordvej bag om Marina også være tilendebragt, således der ikke vil være gennemgående trafik på selve havneområdet, men p-pladserne vil fortsat bestå.

140 til herregårdskoncert på Hessel – FOTOS

140 koncertgæster deltog i 1. udgaven af herregårdskoncert på Hessel

HVALPSUND: Vejret var sommerlunt og holdt tørt. Kun vinden drillede lidt, så arrangørerne af den første friluftskoncert på Herregården Hessel i nyere tid, nemlig Hvalpsund Borgerforening og Hessel selv, besluttede sig for at beholde siderne på det bolsjestribede telt, der søndag eftermiddag agerede koncertsal for selveste Kim Sjøgren og Tina Siel.

Formand for Hvalpsund Borgerforening, Ole Randrup er meget tilfreds.

-Det er jo det her arrangement vi har drømt om at afholde i årevis. Jeg er allerede begyndt at tænke på hvem vi skal have til at optræde næste år, siger han. 

Selvom siderne ikke blev lynet af siderne på teltet – så den flotte udsigt til fjorden kunne åbenbare sig foran de 140 koncertgæster, så gik det hele over al forventning. Tilhørerne lyttede, sang med og hyggede sig.

Kim Sjøgren optrådte med vanlig humor og viste sit talent på en violin.

I første afdeling optrådte Kim Sjøgren. I anden afdeling Tina Siel, der havde medbragt sin to døtre Julie og Emilie.

Tina Siel ankom med en infektion på stemmebåndene og kunne derfor beklageligvis ikke synge igennem. Men det kompenserede hun i den grad med, ved at medbringe hendes to ikke mindst ligeså sangtalente døtre Julie og Emilie. Der blev således sunget både solo, to-stemmigt og tre-stemning på sangene, der ud over Tina Siels eget repertoire også udgjorde kendte sommersange – såsom ”Jeg ved en lærkerede”, som koncertgæsterne sang med på hele to gange, da Kim Sjøgren også havde valgt den smukke sommersang.

Koncerten foregik i dette telt bag ved Hessels lade

Koncerten på Hessel bliver den første af flere koncerter som Hvalpsund Borgerforening står bag denne sommer.Den 1. juli vil der ligesom sidste år, være hyggelig friluftskoncert på Havnepladsen, denne gang med Den Syngende Bager. I forbindelse med Havnefesten i uge 28, vil der på havnefestens sidste dag være optræden af Ole Gas. Den 21. juli vil der være irsk folkemusik med Fjordfolk i teltet på Havnepladsen og den 7. august vil der være Sommersang ved Fjorden med Jættebanden.  

Også Herregården Hessel kan byde på endnu en koncert, nemlig i Hessels lade. Det bliver den 3. juli med Alberte Winding.

Janni inviterede indenfor i sin hyldeplantage – FOTOS

LOUNS: Søndag eftermiddag var der premiere på Hyldens Dag på Skoulund Økologi i Skovbakker.

Her var der Janni og Peter Sørensen der inviterede indenfor i deres hyldeplantage – plantet i 2014, der i dag er omdrejningspunktet for deres leverance af økologiske hyldeblomster til flere danske producenter af saft, øl, ekstrakt, is m.m.

Janni Sørensen fortæller om hyldeblomsten i sin plantage

Baggrunden for arbejdet med hyldeblomst udsprang egentlig af Janni’s forkærlighed for hyldesaft, men det skulle vise sig af hyldeblomsten har et meget større potentiale og flere anvendelsesmuligheder end bærerne.

Fra ca. 1.500 buske i plantagen høstes der i dag 4 tons hyldeblomst.

Der er ca. 1.500 hyldebuske i plantagen og hyldeblomsterne plukkes med håndkraft.

Hyldeblomsterne høstes lige nu her i juni, hvor smag, duft og saft er bedst. Der er seks plukkere i gang for øjeblikket fra 7 morgen til 4 eftermiddag, og der plukkes ca. 400 kg. om dagen. I januar og februar skal buskene beskæres, da det vigtig at holde dem nede, så man kan plukke fra jorden, ellers bliver hylden meget hurtigt et stort træ. Plantagen holder i 25 år.

-Vi har et klimabælte i Danmark der er helt ideelt, og en jordbund her på Louns Halvøen der giver god grobund. Derfor er hylden også så udpræget her, og årsagen til vi har startet plantagen. Hyldeblomsterne her er af fineste kvalitet, siger Janni Sørensen.      

-Plantagen gør også noget for biodiversiteten. I afskårne grene bor der dyr såsom ræve og harer. I buskene bygger fuglene reder og der fyldt med insekter. Der er så meget liv her. Så når vi giver naturen plads, så kommer den også hurtigere og tager over, fortæller Janni Sørensen videre.   

Dagens gæster blev budt på mange smagsprøver med hyldeblomst som ingrediens. Bl.a. friteret hyldeblomst med hyldeblomst is til. Hyldeblomst kage m.m.
Her skåler Janni Sørensen (t.h.) med gæster, de har fået serveret en hyldecocktail.

På Hyldens Dag havde Janni Sørensen inviteret sine nuværende samarbejdspartnere, som hun leverer hyldeblomsterne til, og det blev derfor til nogle meget lækre smagsprøver til de mange gæster der lagde vejen omkring Skoulund denne dag. Det var lige fra friteret hyldeblomst, til cocktails, øl, saft, is og kage.

I den gamle studestald var der salg af øl, saft, snaps, likør, marmelade og andre produkter hvori hyldeblomst indgår.

Og meget spændende var det da Janni Sørensen bød på rundvisning i plantagen og fortalte om plukningen og pasningen af hylden. Der findes ca. 50 forskellige hyldesorter og mange findes vildtvoksende i naturen. Selv har Janni udvalgt 3 sorter, som passes og plejes i plantagen.

Der rokeres rundt og sorteres i Vesterbølle 

Mange kiggede forbi til Åbent Hus i Levende Landsbykultur i Vesthimmerlands udstillinger i Vesterbølle

VESTERBØLLE: I anledning af Kulturarvsmåneden inviterede Levende Landsbykultur i Vesthimmerland til Åbent hus på de nu tre matrikler som foreningen råder over i Vesterbølle.

Og der arbejdes ihærdigt på alle tre. Efter at Hougaarden sidste blev solgt til Levende Landsbykultur i Vesthimmerland for en krone, er der blevet arbejdet på at skaffe fondsmidler til renovering af den historiske og bevaringsværdige gård midt i Vesterbølle.

Landsbykulturen har overtaget Hougaarden for en krone og nu skal den bevaringsværdige gård renoveres og indrettes som besøgscenter.

Det er særligt stuehuset, der trænger til den store omgang.  Ca. 600.000 er ”i hus” til formålet, og svar på flere ansøgninger afventes lige for øjeblikket. Renoveringen inklusiv nyt tag og nye vinduer er budgetteret til kr. 750.000.

Planen er, at Hougaarden skal åbne som et besøgscenter i 2023 med åbent flere dage om ugen i sommerperioden, hvor turister kan finde inspiration til en tur i Vesterbølle og foreningens store kulturhistoriske samling af landbrugsredskaber og køretøjer.

Og netop landbrugsredskaber og køretøjer er netop nu ved at finde vej til Hougaardens lade. Det har tidligere stået opmagasineret på Lerkenfeld og på landsbykulturens øvrige to matrikler.

Der er således nu ved at blive ryddet op i vognparken, men også de mange andre udstillede genstande, hvor man fremover helst ikke vil have for mange udgaver af de samme effekter og redskaber, for det er der simpelthen ikke plads til.    

Ertebøllefolket melder klar til sommeren

Centerleder og arkæolog Louise Villadsen melder klar til et brag af en sommersæson på Stenaldercenter Ertebølle, hvor levende formidling, særlige oplevelser og en ny udstilling venter gæsterne.

ERTEBØLLE: Skoleklasser og andre besøgsgrupper har allerede gæstet Stenaldercenter Ertebølle siden april.

Nu vil alle andre gæster også snart få mulighed for at sejle i stammebåd, skyde med bue og pil eller dykke ned i et af de mange spændende værksteder, når dørene nu slåes op til sæsonåbningen.

-Jeg glæder mig meget til at byde folk velkommen til stenalderen igen, fortæller arkæolog og centerleder Louise Villadsen, der forud for sæsonåbningen har travlt med de sidste forberedelser.

Stenaldercenter Ertebølle er landets eneste og største center til levende formidling af vores viden om stenalderen i Danmark, og igen i år vil sommergæsterne blive mødt af en gruppe engagerede medarbejdere, som både guider og fortæller i det store udendørs anlæg og på de mange populære ture langs kysten.

-For os er det vigtigt at gøre fortiden relevant og nærværende, og det gør man allerbedst ved at skabe sammenhæng til den verden, som folk oplever her og nu, understreger Louise Villadsen. Derfor vil besøgende i år kunne opleve en ny særudstilling, som sætter fokus på landskab og klimaændringer, idet også stenaldermenneskene måtte forholde sig til en foranderlig verden – præcis som os, der lever i 2022.

I det hele taget er det meget magtpåliggende for Louise Villadsen, at folk går fra Stenaldercenter Ertebølle med en oplevelse af ikke blot at være blevet lidt klogere på stenalderen, men også at have fået en både nærværende og sanselig oplevelse. Derfor er der 100% fokus på den levende formidling i landskabet, og som et nyt tiltag denne sommer får folk mulighed for at komme til middag med ertebøllefolket.

-Måltidet har til alle tider været et forum for fællesskab og videregivelse af viden, og derfor vil vi gerne i år invitere på middag i stenalderen, forklarer centerlederen, der på udvalgte dage i juli og august står bag dette helt særlige arrangement. For hvad spiste stenalderfolket egentlig? Her bliver der meget bogstaveligt mulighed for at smage på stenalderen og nyde et fælles måltid tilberedt af de råvarer, som også var tilgængelige for stenalderens mennesker.

Haubro Klassisk og Veterantraktortræf er klar igen!

I kommende weekend afholdes der for anden gang Haubro Klassisk og Veteran traktortræf. Det finder sted midt i Haubro ved foderstoffen på Haubrovej.

HAUBRO: I kommende weekend samles veteran og klassiske traktorer samt deres ejere igen i Haubro til træf.

Det er anden gang træffet afholdes, og selvom det er efter 2 år med aflysning grundet restriktionerne, er der stor opbakning.

-Samlerne vil gerne ud og vise deres traktorer frem udtaler formand Jens Ole Rask.

Holdet bag træffet har i mellemtiden stiftet en forening til at arrangere træffet fremadrettet grundet den store succes det var i 2019, hvor både antallet af gæster og udstillere langt oversteg hvad holdet havde håbet på for et førstegangs træf.

-Træffet i år er samme opskrift som sidst, der fokuseres ikke kun på veterantraktorer, men også klassiske traktorer frem til årgang 1990. Som der sker generationsskift i dem der samler ændrer det sig jo også hvad gæsterne gerne vil se, og den udvikling er vi med på lyder det fra formanden, det er jo de yngre generationer der skal føre interessen for vor hobby videre.

-Nyt på træffet er at den i auktionsverdenen landskendte Johannes Jensen der er pensioneret auktionarius fra Dansk Maskinbørs kommer lørdag og afholder auktion til fordel for foreningen, det er lidt af et scoop at få ham herop slutter Jens Ole Rask af, det glæder vi os til og håber at en lille lørdags auktion fremadrettet bliver fast indslag på træffet.

Træffet – har som sidst også afprøvning af traktorkræfter med en HK-bremse, stumpemarked, hoppeborg til børn, og til dem der bedst kan li små traktorer er Modeltraktor.dk også på plads med en salgsstand. Forening glæder sig til en weekend med masser af glade gæster og udstillere.

SE ANNONCEN FOR ARRANGEMENTET HER

Outline Vinduer får flot anerkendelse for godt arbejdsmiljø

Medarbejderne hos Outline Vinduer i Farsø mener, at arbejdspladsen er rigtig god, og virksomhedens prioritering af arbejdsmiljøet har nu ført til, at virksomheden som den første i vinduesbranchen er blevet Great Place to Work-certificeret.

FARSØ: Farsø virksomheden Outline Vinduer har nu fået et bevis på, at virksomheden er et særdeles godt sted at arbejde.

Outline Vinduer har som den første virksomhed i vinduesbranchen opnået en Great Place to Work-certificering, fordi virksomheden prioriterer medarbejdernes trivsel meget højt. En undersøgelse blandt medarbejderne viser da også, at de er glade for at gå på arbejde.

Handler om trivsel
– Vi er meget stolte af, at vi har opnået certificeringen, for den er et bevis på, at vi prioriterer vores medarbejderes trivsel højt. Selv om vi havde en forventning om, at mange af vore ansatte var tilfredse, er vi alligevel rigtig glade for, at medarbejderne synes, Outline Vinduer er en rigtig god arbejdsplads, siger Sarah Nauer-Newstead, der er HR Business Partner for Outline Vinduer.

Fastholde og tiltrække medarbejdere
Outline Vinduer kan blandt andet benytte certificeringen i sin strategi om at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, der er hård kamp om.

– Vi vil meget gerne vise omverdenen, at vi har en god arbejdsplads, og vores prioritering af at have et godt arbejdsmiljø gør det lettere for os at fastholde og rekruttere medarbejdere. Det er jo ikke bare en påstand, vi kommer med – det er rent faktisk medarbejderne, der har givet udtryk for, at Outline Vinduer er et rart sted at være, og det er da også et krav for at opnå en Great Place to Work-certificering, siger Sarah Nauer-Newstead.

Blandt andet har 87 procent svaret, at de er stolte af at fortælle andre, hvor de arbejder.

Inddragelse og medbestemmelse
Kristian Koch er arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant hos Outline Vinduer, og han er ligeledes stolt af certificeringen som et konkret bevis på det gode arbejdsmiljø:

– Det er en stor anerkendelse af vores fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø og et bevis for, at vi må gøre et eller andet rigtigt. Jeg oplever, at medarbejderne særligt sætter pris på den høje grad af både inddragelse og medbestemmelse, som ledelsen udviser. Vi er med til selv at bestemme, hvordan vi indretter os bedst muligt, fx i forhold til vores arbejdsprocesser i produktionen, og der bliver lyttet til de forslag, vi kommer med. Derudover er ledelsen god til at holde medarbejderne løbende opdateret om, hvordan det går i virksomheden mere overordnet. Det giver en følelse af medejerskab og en højere grad af loyalitet, fortæller han.

Outline Vinduer har i flere år taget en række initiativer for at styrke trivslen. For eksempel er den interne kommunikation i virksomheden styrket, for medarbejderne vil gerne vide, hvordan det går, og hvilken betydning det har for dem. Derudover er der blandt andet sat fokus på kammeratskabet, for samværet med kolleger har stor betydning for lysten til at gå på arbejde, og medarbejderne har fået adgang til en portal, hvor de kan få rabatter på forskellige produkter.

En certificering
Great Place to Work er en rådgivningsvirksomhed, der gennem 30 år har arbejdet med medarbejdertrivsel – Med en Great Place To Work-certificering opnår en arbejdsplads en uvildig blåstempling af sit arbejdsmiljø. Certificeringen er for mange et vigtigt led i virksomhedens employer branding- og rekrutteringsstrategi, fordi den fungerer som et pejlemærke for jobsøgende. Men også internt fungerer certificeringen som et middel til at skabe stolthed og kan medvirke til at fastholde de eksisterende medarbejdere, siger direktør Liselotte Jensen fra Great Place to Work.

Det kan man nikke genkendende til hos Outline Vinduer, som vil bruge anerkendelsen fra Great Place to Work som en løftestang for at opretholde den store tilfredshed hos medarbejderne – eller gøre den endnu større.

– Vores fokus på det gode arbejdsmiljø stopper ikke her. Tværtimod motiverer certificeringen os til at opretholde en fantastisk god arbejdsplads, hvor vores dygtige medarbejdere har lyst til at blive i mange år samtidig med, at potentielle medarbejdere kan se, at Outline Vinduer kunne være interessant for dem, siger Sarah Nauer-Newstead.

470 tog for sig af gourmetretter gennem Farsø – FOTOS

FARSØ: Som sædvanlig – foranlediges man til at sige, var det en lun sommeraften, da der blev afholdt ”Smag På Farsø”, her til aften.

På Store Torv sørgede Thit og Johs. V. Jensen for at sende de 470 deltagere afsted i hold.

Det var 5. gang Lions Club – Thit Jensen afholdte det smagsfulde arrangement, og 470 deltagere havde løst billet til en smuk gåtur gennem Farsø by med 9-retter undervejs.            

Der var god stemning fra start til slut. Deltagerne blev sendt afsted i hold fra Store Torv af selveste Thit Jensen og Johs. V. Jensen med hyggemusik i baggrunden. Herefter fulgte de lækre gourmetretter fra 9 udvalgte lokale spisesteder – og drikkelsen dertil, var der ligeledes 9 udbydere der sørgede for ude på ruten.

Første ret på ruten var hos Den Gode Smag, hvor der blev serveret kanapeer. 3 stk. til hver person. Så der har forståligt nok været travlt med forberedelserne af 1.500 kanapeer.

De 9 hold med ca. 50 lækkersultne deltagere på hvert hold, blev sendt afsted med 10 minutters mellemrum. Det betød at der ude ved de 9 boder, som var fordelt langs den 3,8 km lange rute gennem Farsø by, ikke opstod ventetid på at sætte tænderne i lækkerierne. Her oplevede man også den hyggelige og snaksaglige stemning, som man havde håbet på.

Det var en fantastisk smuk sommeraften i smukke omgivelser, hvor der blev gået fra den ene lækre ret til den næste. Her er det hos Sønderup Landkøkken og KaffeLaden i Farsø Søanlæg.
Det var første gang at Event & Gastronomi deltog i ”Smag på Farsø” med både ret og vin fra egen bod, der var placeret ved Sport & Academy. Her sørgede indehaver Martin Møller og hjælpere for god mad. Det var en varm ret bestående af braiserede svinekæber med grøntsager og sovs.
Hotel Farsø var placeret på yderste post på ruten på Baldersvej. Der var derfor opbygget appetit til den lækre servering af oste med hjemmebagt brød. Det var Allan Høegh og Charlotte Lindvig der tog imod de gående gæster.

Her er et hold på vej på Bakkegårdsvej

Samtlige 470 deltagere kunne i mål på Store Torv melde om fyldte maver og gode kulinariske oplevelser.

Veltilpasse og med fyldte maver slog deltagerne sig ned på Store Torv efter turen gennem Farsø, hvor de kunne overvære uddelingen af Thit prisen, donationer til sorggrupper for børn og måske være heldig at vinde en af lodtrækningspræmierne

Den gode stemning fortsatte til lidt i ni, hvor de sidste udtrækningspræmier blev udtrukket på Store Torv.

Fra præsident for Lions Club – Thit Jensen, Irma Jakobsen lød det: – Sikke dog en dejlig aften vi har haft med så mange glade mennesker, der har været her til at gå rundt i vores dejlige by.