Forside Blog

Røgfri Arbejdstid i Kommunen

VESTHIMMERLAND: MED-Hovedudvalget (medindflydelse og medbestemmelse) i Vesthimmerlands Kommune som består af medarbejdere og ledere har drøftet, hvorvidt Røgfri Arbejdstid skal udvides til også at omfatte alle nikotinprodukter. Det er e-cigaretter, nikotinposer, snus, puff bars og tyggetobak.

Det beder man nu først Sundhedsudvalget og i sidste ende Byrådet træffe en beslutning om.

Der er allerede lovgivning på skole- og uddannelsesområdet jf. lov om røgfrie miljøer, som bl.a. indebærer, at elever under 18 år ikke må ryge eller indtage tobaks- og nikotinprodukter i skoletiden.

En opdatering af rygepolitikken vil således give ensretning i regler for elever, medarbejdere, forældre og andre besøgende på kommunens skoler.

Flere kommuner (herunder Aarhus, Gladsaxe og Tårnby kommuner) har allerede indført Tobaks- og Nikotinfri arbejdstid. Mariagerfjord Kommune er også undervejs med at forberede et lignende tiltag.

MED-Hovedudvalget har på den baggrund drøftet, at Vesthimmerlands Kommune også bør gå forrest med det gode eksempel og agere gode rollemodeller overfor borgerne.

At udvide den røgfrie arbejdstid til også at omfatte nikotinprodukter, vil understøtte én af målsætningerne i Vesthimmerlands Kommunes sundhedsstrategi, nemlig at “forebygge og nedbringe brugen af tobaks- og nikotinprodukter”.

Sundhedsudvalget har på sit seneste møde drøftet sagen og anbefaler at gå oplysningens vej.

Sundhedscenter Vesthimmerland skal således udarbejde et oplæg til forebyggelsestiltag målrettet kommunalt personale, hvor vægten er på oplysning og tilbud om støtte til ophør med nikotinprodukter, herunder E-cigaretter. Indsatsen skal føre til, at antallet af brugere af nikotinprodukter reduceres.

Indsatsen bør evalueres efter nogen tid. Såfremt forebyggelsestiltaget ikke virker, skal regler om tobaks- og nikotinfri arbejdstid genovervejes.

/cf

Sundhedens Hus Farsø – billigere end budgetteret

Sundhedens Hus i Farsø blev kr. 867.000 billigere end budgetteret.

FARSØ: Den 2. februar i år blev Sundhedens Hus i Farsø på Bystrupparken officielt indviet med taler af borgmester Per Bach Laursen, formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune Asger Andersen samt praktiserende læge Steinar Sandberg.

Udlejet til Farsø Lægehus
Farsø Lægehus v. Steinar Sandberg har lejet hele huset på 665 m2 med ret til at udleje til andre lejere som f.eks. psykologer, jordemødre med mere.

Sundhedens Hus havde et totalbudget på 17.736.311 kr., hvoraf de 3.764.449 kr. er finansieret af Sundheds- og Ældreministeriets puljemidler i 2019.

Prisstigninger udeblev
Anlægsregnskabet er netop gjort op til godkendelse i Vesthimmerlands Kommune. Det viser et mindreforbrug på 867.012 kr. Mindreforbruget skyldes, at de forventede prisstigninger viste sig ikke at blive en realitet i så høj en grad som forventet. Derudover er det også lykkedes at holde posten til uforudsete udgifter på et minimum.

Sundhedens Hus i Farsø har således kostet 16.869.299 kr, hvor bygningen har kostet 13.768.901 kr. og grunden 218.525 kr. Resten er projektering, styring og tilslutningsafgifter.

Anlægsregnskab til godkendelse
Sundhedsudvalget har indstillet anlægsregnskabet til godkendelse og at mindreforbruget tilføres kommunekassen. Såfremt Byrådet også godkender anlægsregnskabet ligger den sidste godkendelse hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Regnskabet til ministeriet indeholder ikke udgifterne til projektering, da udgifterne ikke var en del af den oprindelige ansøgning til ministeriet.

God erfaring med sundhedshuse
Vesthimmerlands Kommune har efterhånden god erfaring med sundhedshuse. Også Aalestrup har et og Byrådet har netop i Budget 2025 afsat 12. mio. over to år til at dække køb af bygning og grund til et 580 m2 byggeri centralt i Løgstør.

Sikre bedst mulig lægedækning
Intentionen med Sundhedshusene, der først og fremmest er lægehuse, er at sikre bedst mulig lægedækning i hele Vesthimmerlands Kommune.

/cf

Fonde skal ikke definere hvad vi skal som Byråd

Foto: Vesthimmerlands Kommune

VESTHIMMERLAND: Langt de fleste projekter skabt af frivillige foreninger er afhængige af fondsmidler.

-Men fonde skal ikke definere hvad vi skal som Byråd.

Sådan lød det fra SF’s Rasmus Vetter i forbindelse med vedtagelsen af kommunens budget 2025 i sidste uge.

– Jeg kan nævne eksempler på byer her i kommunen der ikke kan gå ud og finde så meget som krone i fonde. Men når der kommer et projekt med 8 mio. kr. og vi så ”bare” skal putte 4 mio. i så siger vi ja. Vi skal passe på, at det ikke kun kommer til at definere vores kommune, for så får vi nogen som får mere end andre. De penge vi giver er altså skattepenge, og det er til alle borgere her i kommunen.

Borgmester Per Bach Laursen (V) bød ind i debatten:

-Den erfaring jeg har med fonde er, at man vil have at Byrådet går forrest. Så hvis Byrådet går forrest og træffer en beslutning om et beløb, så er det at fondene kommer. Jeg kan godt nævne et eksempel med Kimbrerhøjen i Aars, hvor vi startede med at give en bevilling på 2 mio. så de kunne komme i gang med at søge de store fonde. Det er gået rigtigt godt. Det er et meget ambitiøst projekt, som vil få betydning for flere foreninger i Aars end FDF som er ansøger. Derfor har vi også sagt. Vi prøver at give det en skalle mere med et lille ekstra beløb, så vi kan få flere fonde med. Men jeg er enig i, at det er os der skal gå foran. Det kan ikke hjælpe noget, at det er fonden der er den udfarende, så kommer det til at vende forkert.

Kirsten Moesgaard VesthimmerlandsListen gav også sin mening til kende.

– Du har ret Rasmus (Vetter – red) det skal ikke være fondene der bestemmer. Det er i Byrådet det skal vedtages hvad der skal puttes af kommunale kroner i projekter. Men jeg synes alligevel det flot, når man forening kommer med rigtig mange penge fra fonde.

/cf

Budget 2025: Mobil borgerservice

VESTHIMMERLAND: Med Budget 2025 ændres organiseringen af borgerservice.

De midler, der i dag anvendes i Løgstør Administrationsbygning til borgerservice (225.000 kr.), skal i stedet anvendes til en mobil Borgerservice, der kan flyttes rundt i kommunen – som en form for ”pop-up” løsning, der fleksibelt kan støtte borgere med borgerserviceopgaver.

Borgerservice på Rådhuset i Aars forbliver uændret.

/cf

Uafklarede ting i Budget 2025

Jane Bonnerup

VESTHIMMERLAND: Efter at gruppeformændene i Byrådet havde gennemgået alle de gode ting i kommunens budget 2025, så bragte SF’s Jane Bonnerup, der også er medlem af Teknik- og Miljøudvalget ting op som hun mener er uafklarede i forhold til budget 2025.

Vi er glade for vores budget 2025, men der er også nogle ting der er uafklaret, bl.a. et ønske omkring grundvandsbeskyttelse. Foreløbigt står der, at det skal afklares.

En anden ting er sedimenthåndtering (slam fra havnebassiner – red.). Vi fik kr. 500.000, og så troede jeg, at nu skal vi ikke længere ud at klappe i Risgårde. På Teknik- og Miljøudvalgets møde fandt vi så ud af, at beløbet kun dækkede den nuværende løsning med klapning.

Vi har derfor i Teknik- og Miljøudvalget taget stilling til, at vi gerne vil fremgå med et godt eksempel og stoppe med klapning. Velvidende, at selvom vi ikke vælger at klappe i Risgårde, så har vi ikke løst problemet for fjorden. Desuden kan vi risikere, at vi ved at trække vores ansøgning tilbage, giver plads til at andre kan klappe i stedet for. Derfor er forvaltningen i gang med at skrive et brev til Miljøstyrelsen, for vi vil gøre hvad vi kan for at stoppe klapning i Risgårde.

En sidste uafklaret ting er solceller på tagene. I budget 2024 skulle det afklares hvilke kommunale tage det kan lade sig gøre at putte solceller på, men også i hvilken form, altså om vi skal have et kommunalt ejet selskab. Jeg bliver ved med at prikke til det indtil det kommer på Teknik-og Miljø igen. For vi har stadig ikke fået fremlagt om, og hvor det kan lade sig gøre, lød det fra Jane Bonnerup.

/cf

Budget 2025: Hjemmepasning giver frihed og fleksibilitet til børnefamilier

Lars Andresen

VESTHIMMERLAND: Medlem af Børne- og Skoleudvalget, Lars Andresen (V) synes at Budget 2025’s nye tilbud til børnefamilier om økonomisk tilskud til pasning af egne børn, fortjente et par ord med på vejen på sidste uges Byrådsmøde, hvor Budget 2025 blev enstemmigt vedtaget af Byrådet.

Forslaget om hjemmepasning af egne børn kommer i øvrigt fra den Venstre Byrådsgruppe.

Fra Lars Andresen lød det:

– Der er meget ideologi i forslaget. Vi ønsker at give børnefamilierne frihed og fleksibilitet til at få skabt den bedste hverdag for den enkelte familie. Vi vil gerne gøre det nemmere at være børnefamilie i Vesthimmerlands Kommune. Det er det vi tror, kan være med til at gøre en forskel med hensyn til at tiltrække nye borgere til kommunen.

 Den stående udfordring de seneste mange år – i hvert fald i de snart 8 år jeg har været med i Byrådet, har været det faldende befolkningstal. Vi har prøvet mange forskellige tiltag, men vi er bare ikke rigtig lykkes med at knække kurven endnu.

Vi tror og vi håber at det  nye tilbud kan skabe noget mere opmærksomhed og gøre det mere attraktivt for familier at bosætte sig i vores kommune og måske være med til at knække kurven med befolkningstallet. Det her er faktisk det første budgetforslag jeg har været med til, som ikke koster kommunen nogle penge. Det står til et rent nul.

Der igangsættes et 2-årigt forsøg med tilskud til pasning af eget barn med tilskud på 75%. De nærmere rammer fastlægges i Børne- og Familieudvalget. Ordningen evalueres efter et år, herunder med beskrivelse af de økonomiske konsekvenser.

/cf

Budget 2025: 4 mio. kr. til opkøb og udvikling ved Farsø Skole

FARSØ: Området omkring Farsø Skole har senest været igennem en nyere forvandling i både byudviklingsplanen “Den Røde Tråd” og i etableringen af K-klasserne i byens centrum.

Med indgåelsen af Budget-2025 har Byrådet forpligtet sig til køb af ejendomme beliggende i samme område.

På Lassens Vej skal pladsen anvendes til at lette adgangen markant til Farsø Skole ved at lave en velkomstplads og bedre parkering.

Samtidig giver opkøbet af ejendommene nye muligheder for ønskede tiltag i byudviklingsplanen for Farsø. Her er ambitionerne bl.a. at etablere et Miljø- og Energiunivers i et samarbejde mellem Farsø Skole, Wind Estate og Vesthimmerlands Biogas. Et projekt, der skal skabe et læringsmiljø og ikke mindst et område for børn, unge og ældre i nærhed til Farsø Skole og bymidten.

Budget 2025: Tak fordi vi undgik besparelser

VESTHIMMERLAND: I forbindelse med vedtagelsen af kommunens budget 2025, lød der en tak fra formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Per Nyborg.

-Jeg har forud for budgetforhandlingerne fortalt om de besparelser på kr. 900.000 som ville ramme museerne, landdistrikterne, hallerne, bogcafeerne, kulturelle opgaver og frivilligt socialt arbejde. 

Derfor er det vigtigt for mig –  ikke bare selv at sige tak, men også at sige tak fra alle de der kunne have været ramt, hvis besparelserne ikke var blevet trukket af igen.

Vi er tit hurtige til at anerkende det stykke frivillige arbejde der sker i vores kommune. Det mener jeg også vi viser her – at vi anerkender det og ikke kun siger det. Det betyder meget.

/cf

Fremtidens nære sundhedsvæsen i Vesthimmerland

FARSØ: På mandag (21. oktober)sætter Socialdemokratiet i Vesthimmerland, lys på fremtidens sundhedsvæsen

Folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen gæster Thit salen i Dronning Ingrid Hallerne. Her vil han som medlem af Folketingets sundhedsudvalg fortælle om Sundhedsstruktur kommissionens arbejde og regeringens oplæg til fremtidens sundhedsvæsen.

Han bliver suppleret af Asger Andersen, formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerland, Jens Chr. Pedersen, medlem af Sundhedsudvalget i Vesthimmerland og Lars Andresen, formand for Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø. De vil rette blikket mod henholdsvis den kommunale ældrepleje og fremtiden for Farsø Sygehus.

I Vesthimmerland bliver befolkningen ældre og mere kronisk syge, derfor er det afgørende med mere lighed i vores sundhedsvæsen.

-Socialdemokratiet i Vesthimmerland ønsker med dette arrangement at give alle borgere mulighed for at deltage i debatten om fremtidens velfærd i Vesthimmerland, lyder det fra den organisatoriske formand, Kenneth Nyholm.

Derfor er det et åbent møde for alle, som interesserer sig for fremtidens nære sundhedsvæsen.

Stadig masser af sjov i efterårsferien

FARSØ-EGNEN: Vi er kun halvvejs i børnenes efterårsferie, og det er på dette tidspunkt, at der er brug for nye og andre oplevelser man kan tage sig til – hvis man er barn. 

Heldigvis er dette ikke noget problem på Farsø-egnen, hvor der er masser af aktivitetsmuligheder i de kommende dage.

LÆS HER hvilke aktiviteter og arrangementer der finder sted lokalt for børnefamilier

Eksempler på aktiviteter er Stenalderen After Dark i Ertebølle i aften onsdag. Resten af ugen er der masser af aktiviteter på Herregården Hessel, Limfjordsmuseet, Aggersborg, bibliotekerne og sammen med Naturekspeditionen. På søndag kan man eksempelvis gå på svampejagt i Jenle Plantage sammen med Naturekspeditionen. 

/cf