FARSØ: Som sædvanlig – foranlediges man til at sige, var det en lun sommeraften, da der blev afholdt ”Smag På Farsø”, her til aften.

Det var 5. gang Lions Club – Thit Jensen afholdte det smagsfulde arrangement, og 470 deltagere havde løst billet til en smuk gåtur gennem Farsø by med 9-retter undervejs.
Der var god stemning fra start til slut. Deltagerne blev sendt afsted i hold fra Store Torv af selveste Thit Jensen og Johs. V. Jensen med hyggemusik i baggrunden. Herefter fulgte de lækre gourmetretter fra 9 udvalgte lokale spisesteder – og drikkelsen dertil, var der ligeledes 9 udbydere der sørgede for ude på ruten.

De 9 hold med ca. 50 lækkersultne deltagere på hvert hold, blev sendt afsted med 10 minutters mellemrum. Det betød at der ude ved de 9 boder, som var fordelt langs den 3,8 km lange rute gennem Farsø by, ikke opstod ventetid på at sætte tænderne i lækkerierne. Her oplevede man også den hyggelige og snaksaglige stemning, som man havde håbet på.




Samtlige 470 deltagere kunne i mål på Store Torv melde om fyldte maver og gode kulinariske oplevelser.

Den gode stemning fortsatte til lidt i ni, hvor de sidste udtrækningspræmier blev udtrukket på Store Torv.
Fra præsident for Lions Club – Thit Jensen, Irma Jakobsen lød det: – Sikke dog en dejlig aften vi har haft med så mange glade mennesker, der har været her til at gå rundt i vores dejlige by.