FARSØ: I den kommende weekend vil Farsø Badmintonklub afvikle sit traditionelle åbne badmintonstævne for ungdomsspillere.
At stævnet er åbent betyder, at spillerne frit kan tilmelde, hvis de har en spillerlicens i enten DBF eller DGI. Udenlandske spillere kan frit tilmelde sig og enkelte spillere fra Sverige og Tyskland har da også tilmeldt sig stævnet. Stævnet har tilmeldinger fra hele landet.
Det er overraskende for Farsø Badminton klubs formand, Leo Falk, at flere spillere end sidste år er tilmeldt.
– Vi havde frygtet lidt færre tilmeldinger, men i stedet har vi, meget positivt, oplevet en fremgang på 20% flere deltagere.
450 spillere har tilmeldt sig
Der er tilmeldt godt 450 spillere, som er opdelt i U11-U13-U15 og U17 årgangene. Hver årgang er herudover inddelt i forskellige rækker. Ved SparFar Cup spilles der i følgende rækker: Mesterrække A, B og C. Ved tilmelding har spillerne tilmeldt sig i 4 kategorier, nemlig herresingle, herredouble, damesingle og damedouble.
Flere haller tages i brug
Når de sidste kampe er spillet søndag eftermiddag, vil der over hele weekenden være spillet omkring 850 kampe. Hver kamp varer i gennemsnit 30 minutter og derfor har Farsø Badmintonklub lejet hallerne i Vester Hornum, Hvalpsund, Gedsted og Østermarkshallen i Aars ud over Dronning Ingrid Hallerne i Farsø.
Dronning Ingrid Hallerne danner også rammen om finalestævnet på søndag, hvorimod de indledende kampe også spilles i de fornævnte haller hele lørdagen.
Ved de indledende kampe er spillerne på skift tællere og spillerne på banen er selv dommere, men på søndag vil semifinalerne og finalerne blive dømt af professionelle dommere fra Danmarks Badminton Forbund. Til at hjælpe disse dommere stiller Farsø Badmintonklub med 2 linjedommere til hver bane. Disse linjedommere er klubbens egne medlemmer og venner af Farsø Badmintonklub.
Forbrug af over 3000 fjerbolde
Til stævnet på lørdag/søndag vil der blive brugt en stor mængde fjerbolde.
– Der er beregnet et forbrug i nærheden af 250 dusin eller 3000 bolde til hele stævnet, oplyser Leo Falk, formand for Farsø Badmintonklub.
De mange spillere kommer for de flestes vedkommende for at få en fornøjelig weekend med mange badmintonkampe og hyggeligt samvær på tværs af klubberne. Andre kommer med store ambitioner om at score individuelle ranglistepoint, her ved sæsonens afslutning. Men et er sikkert, der er præmier til vinderne til og med semifinalerne.
Igen i år har Farsø Badmintonklub aftalt et samarbejde med den lokale Sportigan butik, om at de opstiller både en præmie- og salgsbod i Dronning Ingrid Hallerne. Præmierne er alle sponseret af områdets forretninger og virksomheder, heriblandt Sparekassen Farsø, der er stævnets hovedsponsor, deraf navnet ”SparFar Cup 2010”.
Farsø Badmintonklubs ungdomsformand Søren Nyrup og Ellen Veggerby er stævnets øverste ledere i samarbejde med Farsø Badmintonklubs bestyrelse.
10 lokale ungdomsspillere deltager
Der deltager 10 lokale Farsø spillere i stævnet. Det bliver derfor spændende at følge dem, da de fleste er mere eller mindre debutanter.
– Stævnet er nu helt internetbaseret, tilmeldinger er indløbet til stævnet uden at vi har skullet røre en ”tast”, fortæller Søren Nyrup. Vi har derefter indlæst en rangliste-fil og fordelt spillerne i de respektive rækker og kategorier, der derefter har lavet spilleplanen for SparFar Cup 2010 og kampene er blevet fordelt på de respektive haller, der er inddraget i tuneringen.
Der opfordres til at møde op i Dronning Ingrid Hallerne søndag eftermiddag og overvære de spændende finaler, hvortil entreen er gratis.
Danmarks Badminton Forbund har for længst tildelt Farsø Badminton Klub et tilsvarende stævne i 2011, nemlig den 2. og 3. april 2011.