400 konfirmander gik i Luthers fodspor

VESTHIMMERLAND: I år er det som bekendt 500 år siden, at Martin Luther slog 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg – en begivenhed, der blev startskuddet til Reformationen.

I går og i dag samledes ca. 400 elever fra 7. klasserne i Vesthimmerland – heraf størstedelen konfirmander, til to dage i Reformationens tegn! Formålet var at give de unge mennesker en viden om og en fornemmelse for Martin Luther og reformationsjubilæet. 

En gammel trædør, symboler, en salme, stomp og dans og Luthers teser, var nogle af de ideer, der kom på bordet for et par måneder siden, hvor kunstnere, præster og samarbejdspartnere var samlet til en workshop-dag i Ullits Sognehus omkring forberedelsen af arrangementet for konfirmanderne. Initiativtagerne var Pernille Vigsø Bagge, Løgstør og Troels Laursen, Gl. Ullits.

De unge mennesker blev delt op i to hold – et hold på 250 om onsdagen og et hold på 160 om torsdagen. Begge hold bevægede sig igennem forskellige værksteder og blev udfordret kreativt indenfor billedkunst, dans, sang og musik og drama. Begge dage sluttede af med en total-teater-koncert-gudstjeneste for forældre og søskende.

 

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Vesthimmerlands Provsti, Kulturskolen Vesthimmerland, Musikhuset ALFA, Vesthimmerlands Museum, Vesthimmerlands Gymnasium og Børns Møde med Kunsten samt Dansefyrtårn Nord. Det hele foregik i ALFA på VHG og Vesthimmerlands Museum.

I det kreative værksted blev der fremstillet Lutherroser. Og naturligvis blev alle bekendt med historien bag Lutherrosen. Lutherrosen er Martin Luthers personlige segl fra 1530 og et udbredt symbol for den evangelisk-lutherske kirke. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: