4. maj mindeparade i mindelunden – FOTOS

FARSØ: Ligesom for 72 år siden, så blev befrielsesaftenen den 4. maj tilsmilet af lys og glæde – men også minder.

 

Sådan var det også i aften på en solbeskinnet forårsaften, hvor de lokale blå DDS Spejdere, traditionen tro stod bag en mindehøjtidelighed i Mindelunden i Farsø Søanlæg.

Det skete med mindeparade med fanevagt, blomsternedlæggelse, spejder-ed, sang, tale og for at mindes besættelsen og ikke mindst de to lokale frihedskæmpere, og spejdere, Christian Ulrik Hansen og Per Sonne. De tog begge aktiv del i den danske modstandskamp og betalte begge med deres liv.

En tale om frihed
Peter Rannes, der er centerleder ved Det Danske Forfatter- og Oversættercenter på Hald Hovedgaard, var inviteret til at holde aftenens tale.

Han er opvokset på Gråbølle i Farsø og har selv været spejder, hvilket gav ham lejlighed til at tale over begrebet frihed i relation til spejderlivet og den frihed, han havde som barn og ung i Farsø i 70’erne og starten af 80’erne.

En frihed, som man skal lede længe efter i vore dage, hvor forældre og børn er i konstant kontakt over mobiltelefon og sociale medier.

-I dag tror jeg del vil være utopi som tropsfører, at vandre afsted på en uges spejderlejr til Fur uden kontakt og bekymrede forældre, men sådan var friheden og tilliden i min tid.

Som spejdere og drenge forstod vi også at underholde os selv, sagde Peter Rannes. Flere gange byggede vi en tømmerflåde ude på Fandrup Mark med drømme om hvor og hvornår vi skulle sejle med den. Og med disse byggerier var vi fuldt beskæftiget og kreative, lige indtil vi fik besked på at pille den fra hinanden igen fordi vi ikke måtte sejle med tømmerflåden i Farsø Søanlæg eller i grusgraven i den sydlige ende af byen. Men vi havde haft friheden til at bygge den.

Traditioner blev holdt i hævd
Efter talen foran de 60 fremmødte, gik de 22 spejdere enkeltvis frem for at aflægge spejderløftet ved fanevagten.

Med til traditionen hørte også de to sange ”En lærke letted” og ”Altid frejdig”, som de fremmødte ærbødigt sang med på.

Den stemningsfulde mindehøjtidelighed sluttede ovenfor Mindelunden i det smukke gamle spejderhus, hvor der var mulighed for at nyde en kop kaffe og kage indenfor – eller udenfor på den solrige majaften.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: