HVALPSUND: Lions Farsø, der for 5. gang stod bag Se og Smag på Hvalpsund, havde i år i samarbejde med spisesteder, erhvervsdrivende og foreninger, sat antallet af spisebilletter op fra 200 til 300.

Spændt var man om der blev udsolgt. Det blev der, og samtidig var der garanti for at man blev mæt undervejs på den 5,6 km lange gourmetrute gennem Hvalpsund, da antallet af retter var sat op til 15 retter/drikke.
















10 hold af 30 personer blev sendt afsted fra Havnepladsen med 10 minutters mellemrum fra kl. 16.00. Selvom der var god tid for de første til at nyde den flotte rute gennem Hvalpsund i det sommerlige vejr, så var det lige knapt for det sidste hold at nå i mål i festteltet på Havnepladsen til kl. 20.30, hvor der lodtrækningspræmier og uddeling af donationer. Men med lidt forsinkelse gik tovholder for Se og Smag på Hvalpsund, Anders Vest på scenen i det fyldte telt.

Først var der en tak til alle 15 mad/drikkeleverandører hver især med klapsalver. Herefter lodtrækningspræmier til deltagerne.

Indtægterne fra billetterne blev også hurtigt doneret videre til lokale aktiviteter. Kr. 45.000 blev fordelt med kr. 5.000 til Nautilus Ungdomsafdeling. Kr. 10.000 til Hvalpsund Borgerforenings PR gruppe til et bymøbel ved Brugsen, Kr. 15.000 til Lounsgaarden til en grill og et løbebånd, Kr. 15.000 til Friplejehjemmet Hesselvang til en el-kørestol.
Anders Vest sluttede af med en hilsen fra de 15 mad/drikkeleverandører at det havde været en fornøjelse at have de 300 gæster på besøg, så derfor gør vi det igen næste år!
/cf
