300 mio. til grøn omstilling – eller greenwashing med alvorlige risici?

Christina Haaning Normand

Christina Haaning Normand

Af: Christina H. Normand, SF, Byrådsmedlem og medlem af Teknik-, Miljø- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune

I sidste uges Farsø Avis kunne man læse, at BioCirc får 300 millioner kroner i EU-støtte til projekt i Holme til “grøn omstilling”. Det lyder godt. Men bag den grønne overskrift gemmer sig en række alvorlige spørgsmål, som politikere og borgere bør stille – og få svar på – inden projektet godkendes.

Er biogas overhovedet grønt?
BioCirc koncernen har siden 2021 opkøbt otte biogasanlæg rundt om i landet – herunder anlægget på Holmevej mellem Farsø og Aars – og planlægger nu en massiv udvidelse af netop dette anlæg.

Biogas fremstilles primært af gylle og biomasse – i dette tilfælde blandt andet af døde grise. Det betyder, at anlægget er strukturelt afhængigt af en fortsat stor industriel svineproduktion.

Man bør derfor spørge sig selv: Er dette en reel grøn omstilling – eller er det en måde at forlænge og legitimere en husdyrproduktion, som i sig selv er en af landets største kilder til drivhusgasser og kvælstofforurening?

Biogas reducerer ganske vist udledningen sammenlignet med ubehandlet gylle. Men man kan med rette spørge, om 300 millioner euro havde skabt en langt større klimaeffekt, hvis de i stedet var investeret i vindenergi, solenergi eller andre former for vedvarende energi, der ikke er afhængige af industrilandbrug som råvare.

Et kemikalieanlæg tæt på byerne
Udover de velkendte lugtgener og svovlbrinte er der noget, der bekymrer os langt mere: Pengene skal nemlig også bruges til at opføre et methanolanlæg på Holmevej.

Methanol – folkelig kaldet træsprit – er en af de mest giftige kemikalier, vi kender. Det er særdeles skadeligt for mennesker og natur, og det fremstilles normalt på kemifabrikker i deciderede industriområder – ikke på biogasanlæg midt i landbrugslandet, tæt på to byer.

Methanol fordamper meget let og kan ikke holdes fuldstændig inde. Selv ved normale driftsforhold vil der slippe dampe ud. Efter det oplyste har BioCirc ingen tidligere erfaring med methanolproduktion overhovedet. Det giver anledning til et enkelt, men afgørende spørgsmål: Hvem har godkendt, at et kemikalieanlæg af denne type skal ligge på Holmevej tæt på Farsø og i den fremherskende vindretning mod Aars?

Et firma med en alvorlig historik — også hos os
BioCirc er ikke et ukendt navn i de danske medier — og slet ikke i Vesthimmerland. Siden selskabet overtog anlægget på Holmevej, har det efterladt et spor af sager, der samlet tegner et meget bekymrende billede.

Lad os starte lokalt. I sommeren 2024 afslørede TV2 Nord, at BioCirc udledte spildevand på et stort markområde ved Farsø — på trods af at virksomheden allerede i marts 2024 havde fået et udtrykkeligt forbud mod netop det. Udledningen stod på i ti dage, og gødningsvandet lagde sig som store slamsøer på markerne. BioCirc kaldte det en menneskelig fejl.

Danmarks Naturfredningsforening i Vesthimmerland delte ikke den beroligelse. Her var man dybt bekymret for, hvad der vil ske, når anlægget udvides og endnu større mængder materialer skal bortskaffes.

Det samme mønster har gentaget sig landet over. I Skive udstedte kommunen i løbet af 2025 hele 15 indskærpelser til BioCircs anlæg for brud på lovgivningen — herunder overskridelse af den tilladte biomassemængde og vedvarende lugtgener fra svovlbrintekoncentrationer, der konsekvent lå over grænseværdien, selv når anlægget kørte normalt og uden driftsforstyrrelser. Ifølge erhvervsmediet Finans brød BioCirc bevidst sin miljøgodkendelse i Skive i flere år og forsøgte aktivt at skjule det for myndighederne.

På landsplan viser tal fra Energistyrelsen, at seks ud af BioCircs otte biogasanlæg i 2024 tog imod mere biomasse end godkendt — tilsammen over 670.000 tons mere end tilladt. I Ringsted endte en lignende sag med politianmeldelse, efter BioCirc selv erkendte at have opbevaret ulovlige mængder ensilage og dermed forurenet et vandløb.

Hertil kommer den interne uro. I december 2024 kulminerede en magtkamp i BioCircs bestyrelse, efter at whistleblowere rejste alvorlige anklager mod direktør Bertel Maigaard — angiveligt om hans ledelsesstil og brug af virksomhedens penge. Selskabet gik ud af 2024 med et underskud på 256 mio. kr. før skat, og storaktionæren DLG trak sig efterfølgende ud af bestyrelsen.

Dette er virksomheden, der nu søger om at udvide massivt i Vesthimmerland og at producere methanol — et stof, der kræver præcis den omhyggelighed og regeloverholdelse, som BioCirc gentagne gange har demonstreret, at den ikke besidder.

I stik modsat retning
Vi hørte igennem den seneste valgkamp et udbredt ønske om rent drikkevand og en reel reduktion af landbrugets klimaaftryk. Selv Venstre lover nu et nationalt sprøjteforbud. Det er derfor direkte paradoksalt, hvis EU-midler nu bruges til at give industriel svineproduktion bedre og billigere afsætning for gylle og døde dyr — og dermed et incitament til yderligere vækst.

I SF deler vi den bekymring, som mange borgere i Vesthimmerland har: at dette projekt handler mere om profit end om miljø, og at den grønne retorik bruges som røgslør over et projekt, der ikke fortjener den betegnelse.

Vi kræver en fuldstændig åben og uafhængig proces, hvis dette projekt nogensinde skal godkendes. Borgerne har ret til at kende alle risici — miljømæssige, sundhedsmæssige og sikkerhedsmæssige. De har ret til et ærligt svar på, om dette virkelig er den grønne omstilling, vi har brug for, og om en placering midt i Vesthimmerland er optimal.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: