FARSØ: – Familiens ventetid i en frisørsalon kan godt blive en frustrerende oplevelse, for hvad skal børnene foretage sig, mens forældrene bliver klippet. Nu giver jeg familierne og andre, som foretrækker at blive klippet derhjemme, mulighed herfor – og så kan børnene lege på deres værelser, mens mor og far bliver klippet.
Det siger den 25-årige Sussie Andreasen fra Tværvej i Farsø, som netop har startet egen forretning, MobilHårDesign. Filosofien bag det nye firma er, at indehaveren klipper kunderne i deres eget hjem.
– Jeg ved, at mange familier kan spare tid og penge ved at benytte sig af mit tilbud, pointerer Sussie Andreasen. Jeg håber naturligvis også på, at andre, som helst vil klippes hjemme, bliver kunder i min biks, ligesom jeg også gerne vil betjene beboere på plejecentre og i bofællesskaber m.fl.
Sussie Andreasen er opvokset i Vestrup. Det har altid været hendes store drøm at blive frisør, og hun fuldendte allerede som 20-årig den 4-årige frisøruddannelse på Studie 2 i Aalestrup. Efter at være udlært arbejdede hun på en stor frisørsalon i Viborg og herefter på en frisørsalon i Farsø.
– Jeg kunne godt tænke mig at blive selvstændig, og da ideen om MobilHårDesign tog form, tøvede jeg ikke med at slå til, fortæller Sussie Andreasen. I mit nystartede firma giver jeg også mulighed for rabat på egen klipning, hvis man skaffer voksenkunder, som klippes i hjemmet.
MobilHårDesign tilbyder også eksklusiv service, nemlig at få håret sat derhjemme på festdagen, hvad enten det drejer sig om konfirmation, bryllup eller andre mærkedage. Frisørens transport er gratis inden for en radius af 15 km fra Farsø. I forbindelse med opgaver ud over denne afstand beregnes et beskedent beløb til kørsel.
Sussie Andreasen bor i Farsø sammen med sønnen på halvandet år og kæresten Michael Struntze, der arbejder hos Vesthimmerlands VVS i Aars.