test

25 år med unge solstråler

FARSØ: Salen på Hotel Farsø var fyldt, da Solhaven i dag havde indbudt til reception i anledning af sit 25 års jubilæum.

Forstander Søren Virenfeldt holder jubilæumstale

Ud over mange lykønskende gæster, så var der også mange rosende ord fra samarbejdspartnere, forretningsforbindelser, medarbejdere og ikke mindst fra de nuværende og tidligere anbragte unge på Solhaven. Blow, en ung anbragt på Solhaven, kunne bedst udtrykke sin taknemlighed overfor Solhaven med en rap, som rørte dybt og glædeligt.

Benny Lihme, kunne i anledningen af jubilæet udgive sin anden bog om Solhaven: Skole og Uddannelse på Solhaven. For at kunne skrive bøgerne, har han fulgt dagligdagen på Solhaven med de unge. I relation til den pædagogiske linje på Solhaven sagde han. At for at kunne begå sig på Solhaven og opnå resultater med de unge, kræver det et ”praksisuddannelse”. Der findes ingen pædagogisk uddannelse – sågar ingen specialuddannelse i Danmark, som kan bruges på Solhaven.

Desuden roste Benny Lihme samarbejdet med Farsø skole og lokalområdet, som han kort og godt betegner som unikt og medvirkende til de gode resultater med de unge uanbringelige.

 

Også forstander Søren Virenfeldt holdt en tale med et tilbageblik på Solhavens første 25 år. En tale med afsæt i den megen medieomtale af stedets metoder. En mediehetz, hvilket også på en humoristisk måde fremgik både af program og plakater sat op i salen, som viste en forstander med et godt tag i eleverne og teksten: ”Har nogen set denne voldsmand, som nu har hærget egnen i 25 år, så kontakt venligst nærmeste politimyndighed".    

 – I får lige en 35 sider lang redegørelse som modtræk til alle angrebene i fjernsynet, lød det fra Søren Virenfeldt, der dog hurtigt lagde stakken af papirer væk, men dog alligevel holdt en jubilæumstale, som kredsede meget omkring de metoder, der benyttes. 
      

Forstander Søren Virenfeldts tale ved Solhavens 25 års jubilæum:
Hvis vi går 26 år tilbage i tiden, i stedet for 25 år, så gik Jøsse, Emmy, Leif og undertegnede rundt oppe på Vitskøl Kloster og følte os til grin overfor de unge.

På en måde var det dem, der styrede institutionen. De røg hash som det passede dem, og vi halsede efter som nogle andre hash hunde. De stak af fra institutionen, brød ind i sommerhuse, stjal naboernes biler – og vi efterlyste og ledte efter dem.

De blev sendt hjem fra værkstederne til afdelingerne, hvor de gik i seng og sov det meste af dagen. Så var der god energi til aftenerne og nætterne, hvor de hærgede og vi kæmpede for at få dem i seng osv.

Det hele toppede, da de unge på et tidspunkt besatte og smadrede en hel afdeling. Det var det rene mytteri – og pædagogerne måtte forskanse sig på et kontor.

 

Det er med det billede på nethinden, at man skal forstå Solhavens start for 25 år siden. Vi fire som var med fra starten, vidste 100% sikkert, at hvis vi lod eleverne bestemme farten på institutionen, så var det hele tabt på gulvet på forhånd. Så kunne vi ikke opnå pædagogiske resultater.

Vores nye pædagogik skulle altså have en masse autoritet, den skulle være synlig og grænsesættende overfor de unge. Den skulle fremstå magtfuld uden at være plat og primitiv ”øretæve pædagogik”, som hos Fulton skipperen.

Det var klart for os, at det ville blive en taber pædagogik, hvis vi ikke turde tage ordet magt i munden. Uanset hvor rystede de så end måtte blive på de aggressions forskrækkede pædagog seminarier, hvor magt er et tabu.
.
At arbejde med denne gruppe af unge og være bange for kropskontakt, går ganske enkelt ikke! Sådan var det for 25 år siden, og sådan er det i dag.

På Solhaven har vi altid benyttet os meget af fysisk kontakt med de unge. For mange af de unge er det et stort behov at være i fysisk kontakt med en voksen. Det kan spænde fra at sidde stille i en sofa og klø dem på ryggen eller nusse dem bag øret, til at tumle og slås med dem for sjov.

Afhængig af hvad for en ung, der er tale om, og hvad for en medarbejder, kan det da godt gå vildt for sig. Jeg har selv forstuvet en finger en gang, en anden medarbejder har brækket en fod.

Men sjovt har det været – og pædagogisk godt, at unge og voksne kommer kropsligt tæt på hinanden, og at de unge under trygge og sikre former kan prøve deres kræfter af.

Den mindste antydning af, at der er en ung, som ikke bryder sig om den form for kontakt, afbrydes den selvfølgelig omgående.

Jeg tør godt sige her, at folk som ikke arbejder pædagogisk med sådanne unge, vil blive meget forbavsede over at se, hvor mange macho unge, som godt vil nusses. Og selvfølgelig også slås for sjovt.


Man skal huske på, at krops kontakt hjemmefra for mange af disse unge har bestået i en fuld far, som har banket dem – og moderen med for den sags skyld.

Jeg har jo så i dag været leder af Solhaven i 25 år. Gennem alle de år har det været et bærende og ufravigeligt princip, at straf og indespærring af store børn og unge ikke hjælper. Alt hvad jeg har gjort og sagt har taget udgangspunkt i dette.

Det er næsten umuligt at gøre op, hvor mange gange den forrige regering har forlangt nul tolerance, konsekvens, sænkning af kriminel lavalder, flere lukkede institutioner osv. Ja, sågar har vi haft en statsminister Fogh-Rasmussen, som ønskede flere Fulton-typer i dette arbejde. Som om det skulle være løsningen, at denne pædagogiske ener blev genoplivet og sat i masseproduktion?.

Den kendsgerning, at vi på Solhaven til tider må forsvare os selv fysisk, i form af nødværge, og må benytte os af magtanvendelse, når en elev er en trussel for enten sig selv eller omgivelserne, er på ingen måde det samme, som at vi bruger en magtanvendelse som et pædagogisk redskab. Det er en myte, som DR TV har sat i sving. Magtanvendelse er til tider nødvendigt. Det er ikke kønt at se på. Og ingen synes at det er rart at være med til.

I bogen "Pædagogik fra Farsø" står der på forsiden: "arbejdet med udstødte unge kræver læssevis af omsorg, tålmodighed, uudtømmelig barmhjertighed og urokkelig fasthed". Det var de ord, som lektor Karin Kildedal ved Aalborg Universitet brugte omkring Solhaven, da hun skrev bogen for 4 år siden.

Oveni omsorgen og den urokkelige fasthed kommer så noget helt afgørende ved et ophold på Solhaven, nemlig skole og uddannelse. Her har Karin Kildedals bog fået selskab af Benny Lihmes nye bog ”Skole & Uddannelse på Solhaven” som vi præsenterer i dag.

Her til slut er der selvfølgelig en hel masse mennesker, som jeg gerne vil takke. Eventyret Solhaven har kun været muligt, fordi så mange – rigtig mange faktisk, har været med til at bære opgaven.

Så I slipper ikke, det sidste her bliver lidt ligesom, når der skal uddeles Oscar og Grammyer og holdes en lang takketale.

Først vil jeg godt takke min gamle mor, fordi hun har været så venlig at sætte mig i verden. Og at hun holder sig så godt, som hun gør – og så vil jeg sige undskyld, mor, fordi jeg tilsyneladende ikke har opført mig pænt her på det sidste, og har fået så meget skæld ud i medierne.

Så vil jeg takke min kære kone og samarbejdspartner Bente, fordi hun er så flittig og god til at rumme mig, som det vist hedder i fagsproget.

Også en tak til mine børn – de er på vej ud på arbejdsmarkedet og det har selvfølgelig ikke været morsomt for dem, at være vidne til alt det mediehalløj og skulle høre på ting og sager ude i byen.

Hvad kernen i Solhavens pædagogiske historie angår, er der jo hele fire 25-års jubilæer i dag, nemlig Emmy, Leif Bente og jeg selv……

 

Men derudover skal min største tak gå til Jøsse (Jørgen Toft Kristensen) han har virkelig været en trofast støtte uanset hvad. Jøsse har været og er en utrolig god sparrings partner, og har til tider kaldt mig til orden når jeg fik tossede ideer. Tak for det Jøsse.

Når alt er lagt sammen og trukket fra, ender vi med det faktum, at intet af det vi har udrettet, har været muligt uden et godt personale på afdelingerne, værkstederne, praktiske medhjælpere og i administrationen.

 

Samarbejdet med Farsøs´ erhvervsliv, forretningsliv foreningsliv og Farsø skole har ligeledes haft en afgørende betydning for de unges succes. Vi er kun blevet mødt positivt. Det har været af afgørende betydning for vore unge.

Her i mediestormen har vores dygtige og trofaste psykolog Søren Elkjær, måttet træde til og sende en skrivelse ud af huset til DR tv for at forklare dem lidt om, hvad det egentlig er for nogle unge, som vi arbejder med på Solhaven. Tak for den hjælp, Søren Elkjær,

Her til sidst vil jeg godt bede Leif Dahl, Emmy Petersen og Bente Virenfeldt komme her op. De skal ikke have en Grammy men et stor bifald fra os alle sammen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: