HVALPSUND: Antallet af deltagere lød på højst 200, og man ramte meget flot 196 deltagere fredag aften i forbindelse med Havnefesten i Hvalpsund.
Her fandt 2. udgaven af ”Smag på Hvalpsund” sted med Lions Club Farsø som arrangør i samarbejde med spisesteder, erhverv og foreninger i Hvalpsund samt Hvalpsund Borgerforening.
Det var igen Anders West fra Lions Club der havde taget teten og havde taget kontakten til spisesteder og andre steder i Hvalpsund som havde interesse i at være med. Ruten gennem Hvalpsund havde således også et andet forløb end for 2 år siden.
-Ruten var lidt længere denne gang og beregnet til ca. 2 timer, så derfor blev de første hold sendt afsted fra kl. 16.00, fortæller Anders West.
9 stop undervejs
På den 5,3 km lange rute gennem Hvalpsund var der 9 stop undervejs med lækkerbiskener.
De 5 stop var hos spisesteder, som man også kan besøge i det daglige. Ellers var laug fra Hessel og campingpladsens cafe rykket til Fjordvej i aftenens anledning. Også Lounsgaarden var rykket til byen denne aften og havde taget opstilling på Illerisørevej ved borgerhuset. Derudover var der stop hos Friplejehjemmet Hesselvang og Dagli Brugsen. Til sidst sluttede aftenen af i festteltet på havnen, hvor de sidste smagsprøver blev indtaget sammen med musik
Hold med 20 deltagere på hver blev sendt afsted med 10 minutters mellemrum, så alle kunne nå i mål til kl. 20.00 i festteltet. Turen var beregnet til 2 timer, men med hyggesnak undervejs og ikke mindst indtagelsen af de lækre godbidder, så fløj tiden afsted.
Donationer sluttede aftenen af
Kl.20.00 greb Anders West mikrofonen i festteltet for at overbringe meddelelsen om at
hele deltagergebyret fra de 196 deltagere gik til lokale formål.
Der var således et tilskud på kr. 12.000 til en havepavillon på Lounsgaarden, et bidrag til Friplejehjemmet Hesselvangs sommerhustur med kr. 8.000, og så var der kr. 5.000 til ungdomsafdelingen i Nautilus til aktivitet og læring. Alle tre modtagere var naturligvis til stede for at modtage beløbene.
Alle fik en god oplevelse
Selvom det var en blæsende aften, så fik alle en god oplevelse, såvel spisesteder som deltagere. Selvom spisestederne selv bærer udgifterne til de 200 portioner så har arrangementet en god reklameværdi for dem.