1950’erne vækkes til live på Hessel

HVALPSUND: Søndag bliver Herregården Hessel forvandlet til et levende tilbageblik til 1950’erne, når det store arrangement ”Vi hylder 1950’erne” løber af stablen for anden gang.

ag arrangementet står Herregården Hessel i samarbejde med Dansk Nutidsmuseum i Aars og Dansk Cykelmuseum i Aalestrup. Sidste års premiere blev en succes, og derfor vender temadagen nu tilbage med endnu flere aktiviteter og oplevelser fra det folkekære årti.

Mange af de frivillige har selv oplevet årtiet
– Vi har valgt temaet 1950’erne, fordi det er et emne, som binder de tre museer sammen, og fordi mange af de frivillige selv har oplevet perioden, fortæller museumsleder Elisabeth Barfod Carlsen fra Herregården Hessel.

Gennem hele dagen kan publikum opleve fortællinger, smagsprøver, maskiner, musik, dans og opvisninger, der alle tager udgangspunkt i livet i 1950’erne.

Blandt årets programpunkter er fortællinger om livet på landet, skolelivet, traktoren Fergusons jubilæum, dukkehuse og legetøj samt cyklens historie. Publikum kan også komme med på traktortur rundt om Hessel og opleve sædskifte på marken, som det blev praktiseret i datidens landbrug.

I anledningen af Fergusons jubilæum vil der blive sat ekstra fokus på dette traktormærke.
Alle kender helt sikkert den grå ferguson, som ses forrest i billedet

Mad, musik, køretøjer og legetøj fra 1950’erne
I værkstederne arbejder smede, vævere og trædrejere, mens køkkenet byder på smagsoplevelser fra mormors tid – blandt andet kold risengrød med varm saftsovs. Også snapselauget og øllauget deler smagsprøver ud.

Musikken spiller naturligvis også en central rolle. I storstuen sørger en pladevender for tonerne fra gamle 78’er-plader og minder om en tid, hvor Giro 413 samlede familierne om radioen søndag efter søndag.

Dansk Cykelmuseum medbringer både Long John- og Short John-cykler samt knallerter som Wooler, der blev populære i perioden. Museet demonstrerer også cykellapning og giver gode råd om vedligeholdelse.

Hos Dansk Nutidsmuseum kan gæsterne opleve legetøj og dukkehuse fra tiden.

Gymnastikopvisning, swing og rock’n’roll
Dagen byder desuden på gymnastikopvisning med holdet ”Friske Mænd fra Vesthimmerland”, efterfulgt af swing og rock’n’roll. Publikum får også mulighed for selv at komme på dansegulvet.

Gymnastikholdet ”Friske Mænd fra Vesthimmerland” vil vise en tidstypisk gymnastikopvisning fra 1950’erne.

Aktører er klædt i 50’er tøj
– Alle aktører er klædt, som om vi netop er trådt ud af 1950’erne, fortæller Elisabeth Barfod Carlsen, som selv møder op i tidstypisk tøj.

Også menuen er inspireret af årtiet med røde pølser, kakaomælk og hjemmebagte kager.

Mere end 100 frivillige og aktører er involveret i arrangementet, som arrangørerne håber vil tiltrække mange besøgende på tværs af generationer.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: