184 gennemførte Flugten til Hvalpsund – FOTOS

HVALPSUND: I dag gik starten til 8. udgaven af triatlonstævnet “Flugten til Hvalpsund”.

263 triatleter havde tilmeldt sig stævnet, men ”kun” 192 dukkede op og 184 gennemførte, de tre hårde discipliner 950 meter svømning i 15 grader fjordvand, 46 km på cykel Louns Halvøen rundt og til sidst 10 km i Hvalpsund og omegn.

Vejret var perfekt, let vind og solskin.

Første disciplin var altså, at springe fra borde fra Færgen Mary’s bovbort i Limfjordens vand. Det blev gjort i to omgange. Først for deltagere op til 40 år i første heat og derefter deltagere over 40 år. 

I første heat bemærkede man 18-årige Karoline Tangaa, som er handicappet og kørestolsbruger. Hun deltog sammen med sin far. De to har sammen deltaget i mange maratonløb og triatlon og således også Flugten til Hvalpsund. De to var de sidste der kom i vandet, Karoline i en lille oppustelig båd mens hendes far sprang i vandet og trak Karoline i båden efter sig. De to var hurtige i vandet og skød frem og absolut ikke de sidste der kom på land. Det var aftalt med arrangørerne at der var hjælp at hente i skiftezonen, men alligevel var det far der hjalp Karoline fra båd over i cykeltandem i til sidst over i en løbejogger. De to gennemførte i tiden 3:45:19

184 gennemførte dette års udgave af ”Flugten til Hvalpsund” og først i mål var Xabier Tijero fra Herning i tiden 2:07:13. Det fordelte sig med godt 14 minutters svømning, fem kvarter på cykel og 37 minutters løb. Hertil kom tid til skift mellem disciplinerne. Første kvinde i mål var Louise Hede Jensen fra Randers. Det klarede hun i fin stil med ca. 18 minutters svømning, 1:23 times cykling og 46 minutters løb. Hendes samlede tid inkl. skift blev 2:31:28

Også flere lokale triatleter klarede sig rigtig flot. Blandt kvinderne fandt man Karina Risager fra Farsø Efterskole på en 6. plads. Hos herrerne Jacob Rasmussen fra Farsø Tri og Trim på en 11. plads.

Også arrangørerne klarede det godt, alt var veltilrettelagt selvom der var entreprenørarbejde ved Lystbådehavnen at tage hensyn til. Tilskuere fandt også vej til begivenheden, hvor især første disciplin kunne iagttages inde fra land.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: