FARSØ: I weekenden lagde Dronning Ingrid Hallerne baner til et stort ungdomsstævne, arrangeret af Farsø Badmintonklub.
169 ungdomsspillere fra det meste af Jylland og enkelte fra Fyn/Sjælland indfandt sig i Farsø for at spille i alt 385 kampe.
-Der var stor ros for stævnet og de rigtig gode forhold i Farsø, fortæller Jørgen Fransgård fra Farsø Badmintonklub.
Han havde sammen med de mange øvrige frivillige fra badmintonklubben tilegnet weekenden til stævnet, og hjalp til med opstilling, hjælp ved stævnebordet, uddeling af pokaler og meget andet.
-Vestjysk Bank Cup som stævnet hedder, hører blandt Nordjyllands største ungdomsstævner, og så kan man da godt være lidt stolt af, at Farsø Badmintonklub står bag og det bliver afholdt i Farsø, lyder det videre fra Jørgen Fransgård.
Alle deltagere var imponeret over de fine idrætsfaciliteter i Farsø, hvor Dronning Ingrid Hallerne især lørdag var helt fyldt med badminton, flere fodboldkampe, træningsophold af håndboldhold samt andre besøgende.