TREND: Søndag blev der igen i år løbet og gået for brystkræftsagen i Trend Sommerhusområde. Det skete i forbindelse med Brysternes Motionsdag, som er en del af Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne.
I alt 16 deltagere havde meldt sig til årets motionsdag, hvor turen gik ad en af de naturskønne, afmærkede ruter i sommerhusområdet. Deltagerne kunne vælge mellem at gå eller løbe de seks kilometer.
Det var Mai Berg Jacobsen, der igen i år havde taget initiativ til det lokale velgørenhedsarrangement i Trend Sommerhusforening.
Vejret viste sig fra sin gode side med solskin og let vind, og undervejs var der rig mulighed for både motion og hyggeligt samvær. Snakken gik livligt blandt deltagerne, som nød turen rundt i det naturskønne område.
I år havde arrangementet også deltagere, som ikke har direkte tilknytning til sommerhusområdet. De deltog via Kræftens Bekæmpelses lokale afdeling i Vesthimmerland, hvor også flere bestyrelsesmedlemmer var med på turen.
Efter motionsdagen kunne Trend Sommerhusforening sende 750 kroner videre til Kræftens Bekæmpelse som støtte til Støt Brysterne.
Bidraget er med til at støtte arbejdet for familier, hvor brystkræft påvirker hverdagen – blandt andet børn, som oplever en anderledes hverdag, når deres mor bliver ramt af sygdommen.

Da de seks kilometer var tilbagelagt, fortsatte dagen i hyggens tegn. Deltagerne samledes til snak og samvær, mens der blev serveret frugt og vand.
/cf
