100 stk. halvmaraton – Sådan!

FARSØ: På en varm Pinse-søndag strålede Lonnie Christensen om kap med solen!

Dagen var ventet med spænding og nervøsitet. For dette var en ganske særlig dag, nemlig den dag Lonnie skulle løbe sit halvmaraton nr.100 – èt løb og en løbefest arrangeret af hendes egen løbeklub, Farsø Tri & Trim.

Start & målområdet ved Torvet 1 var festligt pyntet med store og små flag, og depotet bugnede med gode sager til både løbere og heppere. Vand og sukker blev der så sandelig også brug for, da vejrguderne var yderst gavmilde –  varme og sol betød en hård dag for deltagerne.

55 glade løbere var mødt op for at fejre dagen med Lonnie og løbe de 21,1 km sammen med hende, eller ude på det lidt kortere ”Rundeløb” på 5,3 km. Mange var holdkammerater fra Farsø Tri & Trim og andre var ”løbe-buddies” fra de mange halvmaratons, som Lonnie har deltaget i gennem årene, og som ikke ville gå glip af en god løbefest! Samt ikke mindst, Lonnies børn og børnebørn var mødt talstærkt op for at heppe på deres ”Runner-Mum”. Og som et ekstra kuriosum løb Lonnies svigerdatter sit første halvmaraton denne dag – og det i flot stil!

Løberne holdt taktfast Lonnie med selskab på den hyggelige rute gennem Farsø By og Søanlægget, til hun strålende glad løb ned ad den røde løber og iklædt dannebrogsflag kunne krydse målstregen under klapsalver, jubelråb og konfettiregn!

Søndag den 19.maj var der løbefest hos Farsø Tri & Trim. Lonnie Christensen løb sit halvmaraton nr.100 og blev fejret, så man skulle tro, det var en mini-udgave af Royal Run. Foto: Farsø Tri & Trim

I mål ventede blomster, gaver, Klub-100 certifikat og det sjove indslag fra Tri & Trim, nemlig én helt unik Nr.100–pokal (designet og kreeret som klubbens nye vandrepokal).

Hygge, grillpølser og masser af vand og cola stod på plakaten efter løbet og snakken gik lystigt. Kaffe og store kager hører sig til på en festdag, og Lonnies firma Aars Boligforening  havde sponseret lækker brunsvigerkage og hindbærsnitte.

Det blev den bedste dag længe og måske den bedste løbedag nogensinde for Lonnie, som var rørt og glad for den store opbakning og slet ikke kunne holde op med at smile igen! Og – stadig iklædt dannebrogsflag – holdt en takketale så lang, festlig og sprudlende!

Lonnies vej til Klub 100 Halvmarathon (HM) begyndte i 2009 med ønsket om en mere sund livsstil. Hun begyndte at løbe i smug i sin fritid – og var noget skeptisk! Men en vis portion stædighed og lokken fra anden side betød at hun blev ved og meldte sig ind i løbeklubben i Farsø, der havde et tilbud om Temposættere. Mødet med løbeklubben betød fællesskab og et stort netværk af andre løbere, som igen udviklede sig til adskillige venskaber.

I august 2009 løb Lonnie sit første officielle halvmaraton, nemlig Vesthimmerlands Halvmaraton i Farsø. En værre strabadstur med terræn, bakker og varme. Men for Lonnie står det løb, som hendes bedste oplevelse – både fordi det var det første, og fordi hun nåede sit mål at gennemføre det på under 2 timer. Senere på året gik turen til Aalborg, hvor Lonnie løb karrierens hurtigste halvmaraton på 1 t 51 min.

I årene 2009-2017 blev det kun til få halvmaratons om året. Fokusset var på at løbe så stærkt som muligt hver gang. Men så blev Lonnie introduceret til konceptet “Cannonball løb”, hvor det ikke drejer sig om at yde maximalt for den enkelte, men om at få den bedst mulige oplevelse sammen med andre gennem løb. Hvorfor det i 2019 bugnede med løb i Lonnies kalender, og hun præsterede at løbe 30 halvmaratons på ét år!

Da ramte corona-pandemien! Men inden alt blev lukket ned i starten af marts 2020, havde Lonnie lige nået at løbe 5 halvmaraton. Og da der kom en lille åbning i forsamlingsrestriktionerne senere på året, tog hun revanche og fik løbet 8 mere inden årets udgang.

2021 var et sløjt år med kun få tilladte motionsløb, og i 2022 skulle alle de mange løbsarrangører lige finde deres ben igen ovenpå pandemien, så først i 2023 fik Lonnie for alvor sat fut i løbeskoene og præsterede 15 halvmaratons på tolv måneder. Et andet mål var nemlig dukket op ude i horisonten, Lonnie ville i Klub 100 HM inden hun fyldte 60 år. Og det må man sige, hun nåede i god tid, for kun 4 dage efter sin 59-års fødselsdag løb en dannebrogs-svøbt og glædesstålende Lonnie i mål til sit løb nr. 100 i den by, Farsø, hvor det hele begyndte.

Fremtiden må gerne byde på mere af det samme for Lonnie, hvor det vigtigste er hyggen sammen med de andre løbe-enthusiaster.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.