VITSKØL: Her til aften markerede Vesthimmerlands Teaterforening, der ved sæsonstart i år ændrede navn til Teater Vesthimmerland, sit 10 års jubilæum.
Aftenen startede med teatermenu for 50 personer i en fyldt Munkekælderen på Vitskøl Kloster, herefter fortsatte aftenen i Kirkesalen med jubilæumstale ved formand Karen Margrethe Eriksen og herefter et foredrag ved Finn Bredahl Jørgensen, der bl.a. er skuespiller og rektor på skuespillerelevskolen i Århus. Emnet var ”Et helt liv med scenekunst – uden af være kendt”.
Mange frivillige har haft stor betydning
Jubilæumstalen var dog noget særligt, for de 50 personer, der deltog i aftenen var – på sin vis, personer som alle har haft en betydning for teaterforeningens første 10 år, ud over at være flittige teatergængere naturligvis. Det var nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer, praktiske hjælpere i forbindelse med forestillingerne og andre som har bidraget, eksempelvis med særlige scener. Forestillingerne har langt fra kun været sat op i musikhuset ALFA. Eksempelvis har Vitskøl op til flere gange, såvel inde som ude, været rammerne for historiske forestillinger.
En af landets yngste teaterforeninger
Fra Karen Margrethe Eriksen lød det:
-Teaterforeningen er en af landets yngste teaterforeninger. Mange har haft 25 års, 50 års og endda 75 års jubilæum. Teaterforeningen er fra 2014, men allerede i efteråret 2013 startede en arbejdsgruppe. Det var nogle folk der tog fat i hinanden og sagde, at nu har vi fået et musikhus ALFA i Aars, og her må der da også kunne spilles teater.
Vi nedsatte en arbejdsgruppe bestående af Lisbeth Arendt, Niels Heebøll, Hans Støttrup, Jørgen Graversen, Else Berndt og så undertegnede. Vi havde rigtig mange gode møder. Vi fik inspiration fra Mariagerfjords Teaterkreds og vi blev klogere. Vi skulle hurtigt i gang med at skaffe forestillinger til den første sæson. Men vi havde ingen forening og ingen penge, så en kontakt og ansøgning til Vesthimmerlands Kommune var afgørende, og vi fik bevilliget et beløb dels til deltagelse og lidt penge til at købe forestillinger for. Dog var der en betingelse. Vi skulle have den nyansatte kulturkonsulent Inge Lise Jæger med. Ingelise og jeg tog afsted på vores første teaterseminar. Det var virkelig imponerende. Glimt af mellem 80 til 90 forestillinger så vi på en weekend. Men så var vi også klar til at vælge.
Stiftet 24. februar 2014
Foreningen skulle stiftes og skulle have en bestyrelse. Den skulle vælges på en generalforsamling, men vi skulle jo have folk til at komme til generalforsamlingen, så vi fik Mariagerfjord Teaterkreds til at spille en forestilling i ALFA forud for generalforsamlingen. Der kom heldigvis mange og vi fik en bestyrelse der kunne fortsætte planlægningen af vores første egen sæson. Fire forestillinger, flere turde vi ikke binde an med. Det gik rigtigt godt. Vi solgte 1000 billetter til de fire forestillinger. Det kunne vi også godt tænke os i år.
Tog initiativ til Johs. V og Thit teaterstykke
Vi har lavet et jubilæumsskrift der fortæller mere, men jeg vil gerne fremhæve et par ting, nemlig to fra vores 10 årige historie. Den første er forestillingen ”Valkyriens Kamp” med Teatergrad. Det var faktisk os i teaterforeningen der tog initiativet til at den overhovedet blev skabt. Det kunne kun ske ved det fantastiske samarbejde vi havde med Teatergrad og Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet v. Hans Støttrup og Peter Hørup. Ingelise og jeg præsenterede for Teatergrad om de ikke kunne have interesse i at lave en forestilling om Johs.V. og Thit. For netop dette teater havde lavet forestillinger om store kendte danskere. Vi tænkte at det kunne være, at de kunne lokkes til det. Vi ventede spændt og efter en 3-4 måneder blev vi ringet op af Teatergrad som meddelte at det ville de gerne. . Vi fik et rigtigt godt samarbejde, truppen var på besøg i Farsø mange gange og vi fik en forestilling ”Valkyriens Kamp” som blev spillet hele 4 gange i vores kommune.
Samarbejde om Kultur på Kanten
Samarbejdet inspirerede til noget mere, nemlig samarbejdet mellem fire lokale kulturaktører. Foreningen havde nemlig af den daværende museumsinspektør Broder Berg fået lov at spille en forestilling på Vesthimmerlands Museum. Og så havde vi også tidligere haft et godt samarbejde med Kulturhus Søttrup med Hans og Kisser Grishauge og Sven Midtgaard. Så vi var faktisk i samarbejde og skabte det der hed ”Kultur på Kanten”. Vi var en kulturaktørgruppe der inspirerede hinanden og var med til at udbrede kulturen.
Kultur er ikke bare underholdning – det kan også skabe debat
Hvad kan kultur, scenekunst og teater?. Måske tænker mange at det bare er underholdning. Det er det også!. Men det er også mange andre ting. Det kan være fokus på samfundsproblematikker, klima, ældrepleje, unges trivsel. Det kan sætte fokus på almen- menneskelige problemstillinger: Hvem er jeg?, Hvordan skal jeg være?, Hvordan er det at blive forældre?, Hvordan er det at være et ægtepar i medgang og modgang?, Hvordan er det når døden nærmer sig?, Hvordan er det at miste?. Alle de temaer har vi faktisk haft i vores 10 årige forløb, Hvad gør det for publikum?. De bliver præsenteret for emner og spørgsmål som vi reflekterer over og samtaler om.
Mange frivillige giver en uundværlig hånd
Kultur i provinsen er karakteriseret ved at det drives og ledes af frivillige kræfter. Det er også tilfældet med vores teaterforening. Igennem 10 år har skiftende bestyrelsesmedlemmer ydet et stort arbejde for at holde liv i foreningen. Af frivillige kræfter skal især også nævnes vores backstage gruppe. Som før og efter forestillingen yder et kæmpe arbejde med at hjælpe at stille kulisser og teknik op og igen efter forestillingen at pille det ned igen. Det er mange timers arbejde, men det er et sjovt arbejde og så møder man skuespillerne face to face. Jeg vil især takke en som er med hver gang fra start til slut, nemlig Peter Stenild.
Tak til det trofaste publikum – vil gerne have flere
Også tak til den trofaste publikumsskare. Det skal ikke være en hemmelighed, at vi ønsker os et vokseværk i publikumsgruppen, for kan vi ikke sælge billetter nok, så ved vi hvilken vej det går. Jeg har derfor nogle drømme for Teater Vesthimmerlands fremtid. Jeg ønsker at kulturen får en større plads i samfundet. At politikerne prioriterer flere midler til kulturen. At medierne igen giver rum til fortællinger om kulturen og dens værdi for samfundet. At Teater Vesthimmerland kommer på Vesthimmerlands Kommunes finanslov. – Om ikke andet så med en underskudsgaranti eller beløb til at købe backstagehjælp til de forestillinger hvor arbejdet er for stort til de frivillige. Og mit sidste ønske, at vi sælger dobbelt så mange billetter i fremtiden.
/cf