GATTEN: I dag, tog Lars Larsen og adm. direktør Claus Birk Larsen det første spadestik til ”Det nye Himmerland”. Med millioninvesteringen i Himmerland Golf & Country Club bliver det en indtræden i en helt ny liga, når man taler om golfressorts.
Intentionen er at bygge et komplet golfcenter, som vil være Nordeuropas største og hyggeligste golfressort, hvor der samtidig er tænkt på de øvrige faciliteter, der kan komplementere golfsporten på bedste vis, og som samtidig gør oplevelsen total, når man som gæst kommer til Himmerland Golf og Country Club.
De seneste måneder har det været de sidste detaljer i det 6000 m2 store byggeri, der har været fokus. Men nu har også gravemaskinerne fundet vej og har ryddet de udenomsarealer, der vil komme til at indgå i den nye Centerbygning.
Himmerland Golf og Country Club har haft arkitektfirmaet AK 83 og Ingeniørfirmaet Korsbæk & Partnere med på sidelinjen, der har fået streger på de ønsker og forventninger som golfcentret har med udvidelsen. Det vigtigste er at få skabt en helhed, der hænger godt sammen og hvor alle faciliteter er centreret omkring hovedcentret.
Overordnet vil byggeriet blive af sådan en karakter, at Himmerland Golf og Country Club har valgt en løsning, hvor hele den nuværende hovedbygning rives ned og det eneste der bevares er hoteldelen, restaurantdelen og den forholdsvis nye glasarkade.
Centrets nye faciliteter vil komme til at bestå af bl.a.nye konferencelokaler, et spa- og wellnesscenter, et badeland samt et nyt aktivitetscenter med blandt andet en golfsimulator. Desuden vil den nye Centerbygning også komme til at indeholde et nyt bowlingcenter, som vil komme til at erstatte det gamle på Gatten Møllevej.
Centrets nye faciliteter er vurderet til at kunne trække 50.000 flere gæster til om året i forhold til i dag. Himmerland Golf & Country Club har gennem en årrække været nordens største golfresort med besøg af 30-35.000 green fee-spillere hvert år. Banerne blev anlagt for mere end 30 år siden, men er løbende blevet udvidet og tilpasset golfspillets udvikling
Læs mere om intentionerne med Himmerland Golf & CC i Farsø Avis på onsdag, hvor ejer Lars Larsen og adm. dir. Claus Birk Larsen udtaler sig.